fuldkommen lykkelig ved at beholde min Hemmelighed alene. — Saaledes tænker jeg mig Kjærlighede — ler du ikke?
FERDINAND. Jo indvortes; thi du er ganske paa Vildspor. Nei nu skal du høre! Kjærligheden er som et sort Plaster paa Næsen. Alverden ser det; velopdragne Mennesker lade som ingenting; men Tanter og Digtere raabe: Ah — hvor det klæder dig.
CAMILLA (ler). Nei — nei — Ferdinand! mit Billede er bedre.
FERDINAND. Lad os være oprigtige. — Tror du virkelig, at dit Rede er bedre skjuldt end mit Plaster?
CAMILLA (reiser sig). Jeg forstaar ikke, hvor Mor bliver af. Vi skulde gjøre et Par Visiter sammen. Jeg vil spørge, om hun ikke snart er færdig. (mod Døren tilvenstre):
FERDINAND. Aa nei! — gjør ikke det! nu gaar jeg alligevel strax. Spil heller lidt for mig; men ikke mere af ham — Wieneren; spil en Chopin — er du snil.
CAMILLA (begynder Nr. 1, opus 64 — Des dur).
FERDINAND. Nei — nei — ikke den, om jeg maa bede. Lad mig faa den med Basmotivet; Nummer — ja hvad er det nu?
CAMILLA. Denne er det vist, du mener — (spiller Nr. 2, opus 34 — A mol).
FERDINAND. Ja Tak! (stiller sig bag hendes Stol og hører en Stund; — derpaa reciterer han unden hendes dæmpede Spil)[1]:
Es war ein alter König,
Sein Herz war schwer, sein Haupt war grau;
Der arme alte König —
— Er nahm eine junge Frau.
Es war ein schöner Page,
Blond war sein Haupt, leicht war sein Sinn;
Er trug die seidne Schleppe
Der jungen Königin.
Kennst du das alte Liedchen?
Es klingt so süss, es klingt so trüb:
Sie müssten beide sterben,
Sie hatten sich viel zu lieb.
- ↑
Hun spiller de første otte Takter, saa følger første Vers under de otte næste. Derpaa gaar hun gjennem et Par Overgangsakkorder til Reprisen i Dur — nemlig:
— under hvilken han reciterer andet Vers. Tilslut spilles de sexten sidste Takter af Valsen sammen med sidste Vers.
