MARGRETE. Naar jeg skulde sige min Mening, saa er det den Grad af Duelighed og Samvittighedsfuldhed, der er lagt i Arbeidet, som bestemmer dets Værd — eller Rang.
FOGDEN (beundrende). Det var godt sagt!
ROSS. Bravo Frøken! — saaledes er det. Alle ere vi Arbeider, der Side om Side arbeide til Fædrelandets Bedste.
TAMP. — og Forsvar.
MARGRETE (sagte). Du har vel Ansøgningen — Far?
FOGDEN (kjender efter i Lommen). Ja — synes du, jeg skulde prøve?
MARGRETE (nikker).
REYNHOLDT. Det er meget glædeligt at høre saa fordomsfrie Anskuelser.
ROSS. Overalt inden den norske Embedsstand vil De finde disse Anskuelser; det er kun Misundelse og Bagvaskelse, som paastaar andet.
FOGDEN (uvis). Overalt? — hm! siger du det? Ross!
ROSS. Tvivler du? Gergersen! Hvad siger ikke vor udødelige Digter: Var jeg en Arbeidsmand! — og Wergeland var dog Bureauchef!
REYNHOLDT. Men tror ikke Hr. Sorenskriveren, at det vilde falde en høitstaaende Mand vanskeligt frivilligt at gjøre et stort Skridt nedad?
TAMP (for sig selv). Frivillig Degradation? — forekommer ikke.
ROSS. Hvorledes mener De? — Hr. Reynholdt!
REYNHOLDT. Hvis for Exempel en Søn af meget høitstaaende Forældre vilde slaa sig paa et Haandværk eller et lignende lavere Erhverv?
ROSS. I et frit Land som vort er en Mand — han være sig en Embedsmand — eller —
FOGDEN (prøver). Snedker —
ROSS. Ja hvorfor ikke? — Snedker — han er lige agtet, naar han bare er hæderlig.
FOGDEN (glad). Hører du — Margrete! — jeg vil strax fortælle det. Mine Herrer!
TAMP. Fogden har Ordet!
FOGDEN. Nuvel! — kort og godt! — jeg har bestemt mig til —, det vil sige vi — Margrete og jeg — vi have tænkt — hm!
MARGRETE. Far vil fortælle, at han agter at fratræde sit Embede og tage fat paa sit Haandværk.
FOGDEN. Jeg synes, de ler.
