FOGDEN. Sælge — jeg sælge! — det vil tage sig ud for Hans Majestæts Foged! — og hvem vilde desuden kjøbe disse gammeldagse Tingester!
MARGRETE. Da har jeg dog ladet mig fortælle, at dit Arbeide er baade smukt og godt.
FOGDEN. Hm! — ja her var jo rigtignok idag — det vil sige — forleden Dag — en Mand — det var sgu en Skjønner — var det! — han mente, det var ikke saa galt. Men hvad vilde saa det hele indbringe?
MARGRETE. Du maatte vedblive at arbeide —
FOGDEN. Er du ikke rigtig klog? — Barn! mener du, at jeg, en kongelig Embedsmand, skulde blive — blive —
MARGRETE. Snedkermester!
FOGDEN. Vil du ikke gaa ovenpaa og lægge dig en Stund paa Sengen; du er ikke ganske frisk — Barn!
MARGRETE. Nei Fader! nu maa der handles; nu maa du vælge din Vei som en Mand.
FOGDEN (halvhøit). Jeg tror saa Skam, det er hendes Alvor!
MARGRETE. Paa den ene Side har du et ansvarsfuldt Embede, som aldrig har interesseret dig, og som nu tilslut er paa Vei til at bringe din Sorg og Skam. Paa den anden Side et hæderligt Arbeide, som du ligefrem elsker, som vil sætte dig istand til at gjenoprette, hvad du har tabt i en Stilling, hvor du ikke hørte hjemme.
FOGDEN. Svar mig bare paa et: hvad vilde mine Venner sige.
MARGRETE. Jeg tænker, de Venner, der ere værd at beholde, ville ikke føle mindre Venskab for en ærlig Haandværksmand end for en Embedsmand i Kassemangel.
FOGDEN. Men saa den skrækkelige Skam, at det skal hedde, jeg var i Kassemangel —
MARGRETE. Dersom du siger aabent og ærligt, at du ikke vil forblive i et Embede, som du ikke kan magte, saa er der ikke et Menneske, som vil tro noget uhæderligt om dig.
FOGDEN. Men Snedker! Snedker! — aa det er den rene, skjære Galskab!
MARGRETE. Vil du da tage fat paa Sivertsens Regnskaber?
FOGDEN. Hu!
MARGRETE. I det støvede Kontor med en fremmed Kontorist —
FOGDEN. Hu!
MARGRETE. Saa kommer Bureauchefen fra Finantsdepartementet for at efterse Kassen —
FOGDEN. Du gjør mig gal — Barn!
MARGRETE. Hvad synes du om et stort, rummeligt Værksted?
