ROSS. Dem laaner vi i Banken, du, Tamp og jeg paa et Papir; det skulde være godt nok.
FOGDEN. Nu forstaar jeg! — og det vil du gjøre for mig! — mange Tak! det er i Nøden man skal kjende sine sande Venner.
ROSS. Det er intet at takke for, hvad skulde der vel blive af os Embedsmænd, om vi ikke holdt sammen? — Du husker Betingelsen?
FOGDEN (usikker). Ja — det er sandt!
ROSS. Men Gregersen! — lad dog ikke de vulgære Tilbøieligheder, som unægtelig stikker dig i Blodet, faa Overtaget. Husk: Anders Ørsted Gregersen, Hans Majestæts Foged!
FOGDEN (retter sig). Ja du har Død og Pine Ret! Ross! — man har Forpligtelser! — hm! høiere Hensyn —!
ROSS. Se det var Ret, nu er du dig selv igjen! — Jeg gaar, for at forberede Tamp! — og saa friskt Mod! — vi tre skal nok klare de Erter! (gaar).
FOGDEN (ser mod Kontoret). Hu! — Kassevisitation! (gaar mod venstre, kiger ind bag Forhænget). Det tænkte jeg: indkogt, ganske indkogt — det herlige Lim; — aa ja, nu kan det jo være det samme med alt! (ud til venstre).
KORNELIUS (i Udgangsdøren). Jeg skulde hilse at sige saa mange Tak fra begge to.
Samme Stue. Fogden gaar frem og tilbage mismodig og nedtrykt.
REYNHOLDT (kommer med Uhret). Jeg bringer Uhret — Hr. Foged.
FOGDEN. Aa — Uhrmageren! — sæt Uhret paa sin Plads.
REYNHOLDT. Det pleier at staa paa Hylden her — ved Vinduet?
FOGDEN. Javist! — Farvel!
REYNHOLDT. Det er igrunden Synd for det fine Uhr, at det staar saa nær Vinduet; den kolde Træk virker ikke godt.
FOGDEN. Saa — mener De? — ja Uhret er jo udmærket, men —
REYNHOLDT. Hvis man anbragte en Hylde her — (peger paa en ledig Plads paa Bagvæggen).
FOGDEN (opmærksom). Hæ — tror De? — en Hylde —
REYNHOLDT. Ja — her er jo vistnok den Ulempe, at en Hylde let kunde være udsat for Stød, naar man passerer i Døren. Men saa kunde man jo stille en Etagère under — saaledes — her —
FOGDEN. Hvad behager? tror De virkelig der er Plads for en Etagère?
