Side:Kielland - Samlede Værker 1.djvu/260

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


FOGDEN. Men Pengene! — hvis der nu mangler Penge!

ROSS. Saa er det jo let at dække den øieblikkelige Deficit ved et Laan, og saa senere i al Stilhed reparere Skaden. Se det tager sig langt bedre ud. Embedsstanden kan i vore Dage ikke noksom tage sig ivare for de onde Tunger. Har du nogen Ide om Beløbet?

FOGDEN. Jeg?

ROSS. Kom, lad os gjennemgaa Regnskaberne og eftertælle Kassen.

FOGDEN Regnskaberne? — ja, det er nu Sivertsen, som altid har ført dem, saa jeg —

ROSS. Jeg skal hjælpe dig.

FOGDEN. Tak, Tak! — jeg er aldeles sønderknust, tilintetgjort, — fortvivlet.

ROSS (idet de gaar ind i Kontoret). Aa — hvad! aligt kan saamænd hænde den bedste! det er ikke noget at bryde sig om, — slet ikke, det er Død og Pine ikke noget at bryde sig om — Gregersen!

MARGRETE (alene). Det var det altsaa, han mente igaar — Sivertsen, — og saa skulde han faa slippe bort! — Det kan umuligt være ret, saaledes som Sorenskriveren siger: bare at dække over og skjule det hele! — men hvad skal jeg gjøre!

REYNHOLDT (kommer). Omforladelse Frøken! jeg vilde gjerne have Uhrnøglen; — jeg fandt ingen hjemme, som passede; — det er lidt gammeldags — Uhret! — aa her er den! (finder Nøglen paa Uhrhylden ved Vinduet). Undskyld — Godmorgen Frøken!

MARGRETE. Vil De alt gaa? — sæt Dem ned — Hr. Reynholdt! — det er længe siden, jeg havde den Fornøielse at tale med Dem.

REYNHOLDT. De gjør mig altfor megen Ære — Frøken Gregersen.

MARGRETE. Hvor kan De dog sige noget saa dumt?

REYNHOLDT. Nei — De har Ret! — det faldt mig kun i Munden af Vane.

MARGRETE. — af Vane?

REYNHOLDT. Ja man er jo vant til at anse det som en overordentlig stor Ære, at en Embedsmands Datter viser sig saa — saa nedladende — tror jeg, det hedder herhjemme — mod en Haandværker.

MARGRETE. Men De er ikke som de andre.

REYNHOLDT. Jeg har været meget udenlands, det giver Mod. Det er ikke at undres over, om mine Kollegaer herhjemme blive som de er i dette omhyggeligt rangerede Samfund.