MARGRETE. Sivertsen?
ROSS. Det har jeg heller aldrig mærket før.
FOGDEN. Engang maa være den første! — en Spøgefugl er han, — thi hvis dette skulde være Alvor — aa umuligt — læs selv!
ROSS (læser langsomt). Jeg har forladt Deres Hus, træt af at kjæmpe mod det uundgaaelige. Den Kas — hm! — den Kassemangel, De gjennem flere Aar har vidst at overdække ved urigtige Posteringer og alskens Kunstgreb, er nu saa stor, at den ikke lader sig skjule.
Den Ødselhed, hvormed De tilfredsstiller Deres latterlige Snedkerpassion, Deres Udu — hm!... Deres Uduelighed i Embedet og Deres bureaukratiske Hovmod har ført det hertil; og jeg bede Gud tilgive Dem, hvad De har gjort mod mig, Sivertsen. — Hm! — Tonen synes mig just ikke spøgefuld.
FOGDEN. Aa Snak! — jo vist er det Spøg! — du kan da vel for Pokker forstaa, at det er Spøg. Sivertsen! — min Sivertsen! som har været i mit Hus fra han var Gutunge, — han skulde sige for Alvor, at jeg var udu — hm! — umuligt! — det er Spøg!
MARGRETE. Jeg kan fortælle dig noget om Sivertsen, som —
FOGDEN. Jeg vil ikk høre et Ord!
ROSS. Jeg har heller aldrig havt nogen rigtig Tiltro —
FOGDEN. Du tror, det er Alvor?
MARGRETE. Kjære Far! — tro mig, Sivertsen er intet godt Menneske.
ROSS. Har jeg ikke altid sagt: han er mig for hellig! — Gregersen?
FOGDEN (sætter sig). De tror, det er Alvor! — jeg er uduelig; — jeg er i Kasse — men det er jo ganske umuligt! — skulde jeg have forødt offentlige Midler!
MARGRETE (pludselig). Far! jeg er sikke rpaa, at Sivertsen har taget Pengene; han har villet gjøre os saa meget ondt, som han kunde! — han maa ikke faa reise; — vi maa lade ham gribe —
FOGDEN. — gribe? — min Sivertsen!
MARGRETE. Ja noget maa gjøres; hvad ved jeg! men hurtigt, hurtigt — Far!
ROSS (skyder hende tilside). Her er ikke Stedet for ungdommelig Fremfusenhed eller Kvindetale. Et Øieblik som dette kræver Mænd — virkelige Mænd — Embedsmænd! Enten nu Siversten har besveget Fogedkassen eller ei, saa er det iethvertfald bedst, at han kommer bort. Thi har han ikke gjort det, saa vil der dog let kunne — saadan af sig selv — falde lidt Mistanke paa ham. Og er han skyldig, vilde han naturligvis — om han blev greben — gjøre alt for at nedsætte sin Principal; mangt og meget kunde da komme hm! — komme for en Dag som—
