Værelset er paafaldende fuldt af sirlige Møbler, Skamler, Hylder o. s. v. Paa en Garderobeholder tæt ved den lille Dør hænger Fogdens Uniformshue.
Naar Tæppet gaar op, sidder Margrete ved et Bord tilhøire i Forgrunden og piller ved Uhrværket i et Taffeluhr, som staar foran hende paa Bordet.
Det banker; Uhrmageren kommer.)
MARGRETE. Aa — det var godt, De kom — Hr. Reynholdt! — jeg sendte Bud til Dem, fordi Uhret her er —
REYNHOLDT. Er det stanset?
MARGRETE. Ja, jeg er bange, det er gaaet lidt i Ustand.
REYNHOLDT. Er Fjæren trukket af?
MARGRETE. Nei — jeg tror just ikke det, men —
REYNHOLDT (ser ind i Uhret). Har nogen rørt ved Værket?
MARGRETE Ja, det er nok jeg, som kom til at —
REYNHOLDT. De? — Frøken!
MARGRETE. Jeg fik saadan Lyst til at prøve —
REYNHOLDT. Ih — men Uhrværket har jo været taget fra hinanden.
MARGRETE. Kun et Par Hjul.
REYNHOLDT. Og dette har De gjort? — og med hvilke Redskaber? — om jeg tør spørge.
MARGRETE. Med denne —
REYNHOLDT. En afbrukken Pennekniv! — og De har ogsaa sat det sammen igjen?
MARGRETE (nikker).
REYNHOLDT. Men det er jo næsten utroligt!
MARGRETE (spændt). Er det rigtigt?
REYNHOLDT (ler). Nei — undskyld Frøken! det er splittergalt. Der gives ingen Magt i Verden, som kan sætte disse Hjul i Bevægelse.
MARGRETE. Jo!
REYNHOLDT. Uhrfjæren kan det ialfald ikke.
MARGRETE. Nei — desværre; men denne.
REYNHOLDT. En Strikkepinde!
MARGRETE (pirker ind i Uhret). Se her! — naar jeg dreier paa det store Hjul der — de stikker Begge Hovederne tæt sammen og kiger bagfra ind i Uhret).
FOGDEN (kommer fra Kontoret). Hvad — hvad er dette — Margrete?
MARGRETE (forvirret). Der er Uhrmageren, som kommer, for at hente Uhret. Det er stanset.
FOGDEN. Stanset! — umuligt! — Det Uhr har nu gaaet uafladeligt i over tyve Aar. Det er et udmærket Uhr.
REYNHOLDT. Det lader tilat være et udmærket Uhr; men jeg tror nok, det kunde trænge til en liden Afpudsning.
