WORM (lidt indsmigrende). Præsten kan vel vide, at jeg inderligt gjerne vilde; men kanske min Kone —
FRU WORM (vender sig bort). Ak! ak! nu tar de ham fra mig igjen — Stykke for Stykke!
PRÆSTEN Isandhed! jeg frygter ikke denne haarde Kvinde. Kom herhen — Otto! din Fader er kommen hjem.
FRU WORM Otto! kom til mig; du blir hos din Mor.
PRÆSTEN. Vogt Dem — Fru Worm! — i Trods og Selvgodhed sønderriver De de helligste Baand. Otto! — se din Far! — kan du modstaa dit Hjertes Stemme?
PRÆSTEN. Endelig maatte da ogsaa dette gjenstridige Sind bøie sig. (nærmere.) Ja alene! Fru Worm! det er netop Ordet, der sent eller tidligt lamslaar den, der vil leve Livet ved egen Kraft. Thi alene og uden Hjælp kunne vi ingenlunde finde Vei gjennem Livets Fristelser og Farer — og de ere mange og mange Slags — mine Venner! Lad derfor den ene ikke dømme den anden; thi hvad se, hvad vide vi — kortsynede Mennesker. Hvem ved, om ikke den, der gjennem Feiltrin førtes til Ydmyghedens trange Port — om ikke han i al sin Skrøbelighed er et velbehageligere Syn for den retfærdige Dommer end den, som stolende paa sig selv og sin egen Kraft for vore Øine syntes at føre en ulastelig Vandel. — Nei kjære Venner! lader os gjensidigen dække hinanden med Overbærenhedens og Broderlighedens kaabe! thi kun dette ene vide vi om hinanden, at vi alle ere saa svage — oh! saa svage! —
FRUW WORM (reiser sig med Heftighed). Løgn — Præst! saa svage er ikek Menneskene, men De og Deres Lige gjør dem svage. I magtstjæler deres Vilje og trækker os alle ned i en fælles Elendighed af Svaghed og Halvhed, hvor hver ødsler med Overbærenhed, for at faa sin egen Skjændsel skjult. Al denne Snak om Svagheden bygger netop Bro fra den spirende Lyst til det stærke Begjær, der ender i Forbrydelse; og saa kommer Overbærenheden og fører Forbryderen gjennem en Halv-anger den samem Vei tilbage til et halvt-ørligt Samfund fuldt af Feighed og Ydmyghed! Derfor gaar det som det gik min Mand og saa mange — mange fler; der er ingen Selvtillid, ingen Kraft i Kampen foran Fristelsen; og derfor er der helleringen rigtig Helsebod i Angeren bagefter Brøden — (vender sig pludselig mod Worm og siger med forandret Stemme) Thi du har ikke angret — Henrik! — Havde du angret i Sorg og Skam, da var jeg den sidste, du havde opsøgt. I den fjerneste Krog af Verden havde du
