Side:Kielland - Samlede Værker 1.djvu/251

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

synes du, det er i sin Orden, at du gaar lige fra Tugthuset og ind i en saadan Forretning ikke blot som Kompagnon, — nei! efter vore Love er du den, som eier og styrer det hele! synes du virkelig, du kan forlange det?

WORM (ser væk). Nei — jeg kan vel ikke det — det er sandt —

FRU WORM (blødere). Og kan du saa ikke tænke dig, hvor bitterligt tungt det maa være for mig at se dig komme saaledes tilbage fra din Straf og Elendighed og høre dig sige, at Kunsten at være ærlig bestaar bare i at være fin og forsigtig?

WORM (bøier Hovedet). Jo Marie! — jeg begynder at forstaa dig —

FRU WORM (indtrængende). Og tænk saa paa Otto og lille Hansemand! hvad skulde der vel blive af de Børn, som voxte op hos en Far med en Fortid som din og med slige Grundsætninger?

WORM (fortvivlet). Nei — nei Marie! — det maa aldrig ske! ikke Børnene! — du maa hjælpe mig —

FRU WORM (gaar hen til den Stol, hvori han er sunket ned og bøier sig over ham). Det er jo det jeg vil; jeg vil hjælpe dig — min stakkels Ven! — og du kan endnu hjælpes, det tror jeg — det ser jeg nu — (farer sammen ved Lyden af Dørklokken og trækker sig atter hen til Symaskinen).

Præsten Andersen fører Fru Strøm ind.

FRU STRØM. Ja — Marie! det er Præstens Skyld! jeg sagde, det var ikke sikkert, du vilde lige det, — ikke sandt?

PRÆSTEN (idet han sætter Hatten paa Disken og gaar fremover i Stuen). Jeg tager Ansvaret, hvis der er noget. Men et Gjensyn som dette er en fælles Glæde for Menigheden, og Herrens Tjener er paa sin Plads —

'FRU WORM — i Forbryderens Hus.

PRÆSTEN (studser). Den samme haarde Tone! — altsaa har hellerikke Synet af denne haardt prøvede Mand formaaet at blødgjøre —

WORM (usikkert). Undskyld Hr. Pastor! — men jeg tror nok, at Marie — at min Kone paa sin Maade kan have Ret —

PRÆSTEN. Ret? — aldrig i Evighed bliver det Ret for et skrøbeligt Menneske at hovmode sig i Strænghed og Selvretfædighed; — allermindst sømmer det sig en Hustru overfor sin ægteviede Husbond, — er han end aldrig saa dybt nedbøiet.

Fru Strøm har opdaget Otto, som kiger i Døren til Sovekammeret; hun trækker ham halvt ind.

FRU STRØM Marie! — faar ikke Otto Lov til at komme ind?

FRU WORM. Nei.

PRÆSTEN. Hvad? — har De endnu ikke seet Deres egne Børn? — Worm!

WORM. Nei — jeg har ikke det.

PRÆSTEN. Men har det da ikke været Deres Længsel —