PRÆSTEN. — om det ene fornødne, — ja — det har jeg.
FRU WORM. Men De har ganske vist ogsaa hver Gang følt, at jeg — jeg for min Part —
PRÆSTEN. — helst vilde være fri, — det har De paa det utvetydigste ladet mig føle.
FRU WORM (stille). Men hvorfor vil De da — just iaften —
PRÆSTEN. — iaften mer end nogensinde —
FRU WORM. Sig mig — Pastor Andersen! tror De ikke, jeg har Forstand nok til at dømme i en Sag, som angaar mig selv?
PRÆSTEN. Forstand og Dømmekraft har De visselig nok af — men end nok, kunde jeg fristes til at sige.
FRU WORM. Naar jeg da har taget en Beslutning.
PRÆSTEN. Ak — Fru Worm! — hvorofte skuffe vi os ikke selv, naar vi forlade os paa den naturlige Forstand.
FRU WORM (stigende). Men naar jeg nu helst vil gaa min egen Vei, uden at Nogen —
PRÆSTEN. — saa er det alligeve lmin Plige —
FRU WORM. Pligt? De vil dog ikke for Alvor hævde nogen Ret eller Myndighed over mig, fordi De har faaet Dem Deres Levebrød anvist i denne By — af Regjeringen?
PRÆSTEN (tvinger sig). Jeg vil hverken mer eller mindre end opfylde min Pligt i al Skrøbelighed — efter Ordet, som byder Ordets Tjener at være Enkers Trøst og de Faderløses Fader.
FRU WORM (lægger Hænderne fast paa Symaskinen). Se denne Enkers Trøst og mange Faderløses Fader, — den er ikke skrøbelig.
PRÆSTEN. De er stolt af Deres Arbeide — og for en Del medrette; det har bragt Dem langt, gjort Dem uafhængig af den offentlige Medlidenhed, som De havde en saa overdreven Skræk for. Men dette samme Arbeide har ogsaa meddelt Dem en kanske vel stor Selvtillid. Derfor er jeg saa taalmodig overfor Dem (hun begynder at sy; men Præsten lægger Haanden paa Maskinen og fortsætter) — derfor er jeg saa taalmodig overfor Dem; og derfor kommer jeg just iaften, fordi jeg troede, De forstod, at herefter er mit Forhold til dette Hus og til Dem noget anderledes.
FRU WORM. — tim mig! — til mig? — Pasto!
PRÆSTEN. Deres Mand — Fru Worm! — er jo af de ulykkelige, der ere komne som man siger — paa Kant med Samfundet; og den samvittighedsfulde Sjælesørger har fortrinsvis overfor saadanne —
FRU WORM. Vel — vel! — men jeg?
PRÆSTEN. Ja De — Frue! og Deres Børn, — De sa’ det selv for lidt siden paa Deres egen haarde Maade: De er Forbryderens Familie.
