des Ungdom og al hendes Kjærlighed drog hulkende gjennem hendes Sjæl.
„Det var ikke min Skyld — det var ikke min Skyld —“ klagede hun — som et Barn, der er „kommen til“ at slaa noget istykker.
Han løftede sin tunge haarde Haand og lagde den paa hendes Hoved — saa blødt og mildt strøg han hende over Haaret; nu forstod han det altsammen; men han kunde ikke faa et Ord frem. —
„Lena! Lena!“ raabte Præsten fra Husdøren „du maa komme herind og se! — her er Tvillinger! Lena! — hvor er du? — skynd dig! hvilken prægtig Kone — du! tænk Tvillinger første Gang!“
Det var ikke godt at vide, hvad Vente-Per tænkte paa der han stod igjen alene og saa udover Søen. Saaledes havde Bølgerne rullet i Storm og Solskin — frem og tilbage, og imens havde han ventet og ventet. Og nu var det kommet.
Han drog en lang Pust og det klarnede op i hans Ansigt, idet han langsomt nikkede flere Gange ud imod Havet.
Pers Kone gjorde mange Undskyldninger for Opdækningen — som Skik er. Men der var baade Flødemelk og Lefse med Sukker og Smør paa, Æg, Kaffe, bløde Sukkerkavringer, Puddersukker og endelig et Fad smaa Hummere. Konen mente, det var „Skam“ at byde slige Folk saa smaa Hummer, — havde de bare havt nogle større — saa —
Men nu var det en af Præstens Yndlingstheorier, som han pleiede at forsvare med Iver og Overbevisning — denne, at de smaa Hummere i Virkeligheden ere bedre — finere i Smagen end de store. Derfor var han i straalende Humør og drev megen uskyldig Spas med den venlige Bondekone.
Per kom ogsaa ind og sagde: „Værsaagod! — naa maa de spise!“ hvorefter han satte sig — som sig hør og bør — paa Ovnsbænken foroverbøiet med Armene paa Knæerne.
Solen skinnede saa smukt ind ad de smaa Ruder, Stuen var saa ren og hyggelig, Dugen saa hvid, Fløden saa gul og de smaa Hummere saa appetitligt røde, at Præsten fik Lyst til at tale.
Han valgte til Udgangspunkt det, han havde faaet vide hos Konen: at Per nemlig havde bygget hele Huset af Vragtømmer fra en fransk Brig, som var strandet nordenfor; det var Briggens Navnebræt, som stod over Vinduet.
Præsten dvælede ved de menneskelige Anliggenders Usikkerhed, hvorofte vi skuffes, men hvorledes der dog gaar en ledende Traad gjennem alt.
„Og se! —“ sagde han, „dette stolte Skib udrustet i hint hovmodige Frankrige, med dette forventningsfulde Navn — thi
