og der var dog bleven fortalt saa meget om Fru Fanny og Fuldmægtigen. Nu kunde man se, hvad Folk kan finde paa!
Men Fanny mærkede selv Forandringen, og hun mindedes den sidenefter hver Gang, hun saa sit Billede i Speilet. —
I smaa Kredse komme de store Begivenheder i Flok og Følge. Den gode By havde sprængt sig med alle de Mærkværdigheder af glædelig, sørgelig og blandet Art, som fulgte efter hin Brandnat ude i Sandsgaard; og medens flittige Tunger gjenoptog og bearbeidede det indvundne Stof, rullede Aarene forbi, uden at der foregik nogetsomhelst.
— Tom Robson havde taget Martin med sig til Amerika, hvor de forsvandt. Men Gustaf Oscar Carl Johan Torpander reiste ikke hjem til Sverige — som han havde tænkt. Han opsatte Reisen fra Gang til Gang, aldrig syntes, han Graven var smuk nok, og aldrig syntes han, at dens Vedligeholdelse var tilstrækkeligt sikret. Saa blev han, hvor han var og flyttede tilslut ud til Anders Begmand.
Den Gamle var bleven lidt underlig i Hovedet; han hævede hver Lørdag sin Ugeløn, men gjorde ikke det mindste Gavn. Men hjemme i Hytten fik Torpander et vist Sving paa det hele, og de to sad mangen Vinteraften hyggeligt ved Ovnen og fortalte: hinanden de samme Historier — ordret fra Aar til Aar — om hende, som for dem begge havde været deres Livs Solskin og vedblev at være det.
— Onkel Richard tog strax Afsked som Fyrforvalter, og han og Fru Garman delte Sandsgaardshuset mellem sig. Nedenunder kjørte Fruen i Rullestol; hun havde ladet alle Dørtærsklerne tage bort, saa hun kunde rulle lige ud i Kjøkkenet.
Men ovenpaa gik Onkel Richard uafladeligt op og ned — ud og ind — frem og tilbage — ganske som han havde begyndt Dagen efter Broderens Død. En Gang lod han Don Juan sadle; men da han kom ud paa Trappen, var der altfor lyst for ham. Han holdt Haanden for Øinene, gik ind igjen og lod Don Juan føre tilbage til Stalden.
Saa blev han ved at gaa i Stuerne ovenpaa — Sommer og Vinter, — Dag efter Dag. Der var lagt en Strimmel blødt Tæppetøi gjennem hele Husets Længde, dels forat dæmpe Lyden af hans Skridt, dels for Varmens Skyld. Om Vinteren gik han med lang foret Frak, Peltshue og Hjortelæders Hansker; og der var dem, som paastod, at han gik med opslaaet Paraply, naar det regnede.
I den lille Sal mod Nord var der en Skjænk, og i den maatte der altid staa en Flaske Burgunder. Naar den gamle Herre kom hertil, stansede han stundom, drak et Glas og saa dybsindigt ind
