Han blev lidt forvirret; thi det var en overtænkt Plan; men han havde altid haabet, at han ikke skulde faa Brug for den.
„Ja —“ svarede han og prøvede at le, „som Deres Værge er det jo min Pligt at hjælpe Dem efter bedste Evne med at arrangere Deres Fremtid.“
„Men vilde De da sende mig alene til Paris?“
„Nei — jeg havde tænkt at tilbyde Dem Svendsen til Følge — De kjender vist gamle Svendsen — min Bogholder? — Han har været flere Gange i Paris og er en meget paalidelig Mand. Jeg er vis paa, at De vil finde Dem vel i Mr. Barnett’s Hus; det er indrettet halvt paa engelsk, og det — tror jeg — vil passe Dem bedre end en fransk Husholdning.“
„Tager Deres Ven mod Pensionærer?“ spurgte Rachel kort.
„Ialmindelighed ikke — saavidt jeg ved. Det vil derfor blive mere kostbart for Dem end en almindelig Pension. Men jeg er næsten vis paa, at baade Mr. og Mrs. Barnett — hun er fransk — ville falde i Deres Smag, og netop i den amerikanske Pariserverden vil der være mest Udsigt for Dem til at finde en Beskjæftigelse, om De ønsker det. Ialfald kan De jo blive nogen Tid i Mr. Barnetts Hus, indtil De finder noget, som De synes bedre om.“
Han talte saa jævnt og afgjørende, som om det hele var en afgjort Sag, og Rachel vidste ikke selv, hvorledes det gik til; men da hun reiste sig, forat tage Afsked, havde hun taget sin Bestemmelse. Halvt glad og forventningsfuld var hun ved Udsigten til et nyt og mere bevæget Liv; men saa var hun ogsaa halvveis uvillig — nei ikke uvillig, men sørgmodig — nei ikke det heller; men det forekom hende dog saa underligt, at netop han skulde være saa ivrig for at faa hende afsted.
Jacob Worse fulgte hende ud i Gadedøren; men da hun var borte, vendte han ikke tilbage til Kontoret; han gik over Gaarden op i Bagbygningen til sin Moder. —
En Maaneds Tid efter reiste Gabriel og Rachel i Følge med gamle Svendsen, Gabriel til Dresden og Rachel til Paris. Madeleine forlod ogsaa Sandsgaard. Hendes Forlovede satte det igjennem — understøttet af Lægen —, at hun skulde ligge ved Modum Bad, og Martens’s Moder — en Præsteenke paa Østlandet — skulde ledsage hende:
Legationssekretæren var bleven aldeles fortumlet, da han hørte, at hans Madeleine vilde gifte sig med en Præst; og det foresvævede ham dunkelt, at han vist heller burde beholdt hende inden den store Kikkerts Omraade. Men den gamle Herre, som aldrig havde været stærk i Overveielser, var bleven endnu sløvere i sin
