Væggelusen var undskyldt, for han kunde ikke høre. Men istedet anstillede han Iagttagelser og filosofiske Betragtninger, hvilket var hans Vane.
Der laa i den Grushoug, som var kastet op af Graven, nogle Knokler og Ben og et Par Hjerneskaller. Sagen var nemlig den, at denne Del af Kirkegaarden — hvor der især jordedes Fattige — havde været Begravelsesplads før i Tiden. Men de Gravsteder, for hvilke der ikke var betalt i tyve Aar, bleve atter tagne i Brug efter kirkelig Skik og Anordning. Saa traf det sig da jævnligt, at man under Gravningen stødte paa Kister, der faldt sammen under Spaden; de Døde laa tæt, og der kom ofte flere af en Grav.
Men det var en stor Uskik, at Knoklerne blev liggende udpaa Formiddagen, til de nye Lig kom, forat begraves. Graveren — Abraham Klokkerdreng — almindeligt kaldet Abram Fylledreng — havde Ordre til strax at bringe Knoklerne hen i Benhuset — et Skur i et Hjørne af Kirkegaarden, hvor det saa blev overladt til hver enkelt Skalle at holde Greie paa sine Ben saa godt den formaaede.
Men naar nogen af de Overordnede skjændte paa Abram Fylledreng for hans Forsømmelighed, saa støttede han sig paa Spaden saavidt, at han stod, lagde det røde Næb paa skakke og svarede smilende: „Ja ser De! — Gudbevar os! — de Fattige er just som til Uleilighed saavel i Livet som i Døden. Aldrig kan de dø som de fine, skikkelige Folk en for en og af og til; men i flokkevis — ser De! kommer de herud og vil i Jorden. Og helst udover Vinteren, naar Jorden er haard, og paa Vaarparten — Gudbevar os! — da er det nu rent galt — ser De! — for saa kommer her en ustyrtelig Masse med Unger — aa Gudbevar os for Unger her kommer — ja Voxne ogsaa — og alle vil de ned i Utide — bestandigt i Utide! Og dersom en endda kunde knibe lidt paa Maalene; men — ser De! der er ingen værre end de Fattige til at maale efter — sex Fod lang — sex Fod dyb — det vil de have, aldrig en Tomme mindre! Derfor ser De! er det ikke altid saa greit at faa gjemt væk disse Benene, før de kommer med Fattigligene. Nei — nei! — det er som jeg siger: de Fattige — Gud bevar os! — de Fattige er til Uleilighed saavel i Livet som i Døden!“
Der var engang en ny Klokker, som vilde afsætte Abraham; han vakte Forargelse i Menigheden, naar han tumlede drukken om mellem Gravene. Men Provsten sagde:
„Hvad skulde saa den arme Mand tage sig for; han vilde falde Dem eller mig til Byrde. Og desuden, jeg har nu havt ham, saa-
