de følte sig lettede, da han var bragt tilro dernede; han havde været dem tung at trækkes med baade i Livet og i Døden. Sangen hørte op, der blev stille omkring, da Præsten steg op paa den lille Jordhoug ved Graven.
Under den sidste Udarbeidelse af Ligtalen havde Kapellanen følt, hvor vanskelig hans Stilling var bleven til den Afdøde efter Forlovelsen med Madeleine. Det gjaldt at være strængt upartisk; ikke lade sig henrive til nogen Lovtale, som vilde tage sig ilde ud i hans Mund, der netop var bleven Medlem af Familien. Provsten havde desuden i Kirken dvælet tilstrækkeligt ved den Afdødes Fortjenester som Kommunemand, som stor Forretningsmand, „der — lig en Fader — skaffede Hundreder det daglige Brød og udbredte Lykke og Velstand trindt omkring sig.“ Derfor begyndte han sin Tale saaledes:
„Sørgende Forsamling! naar vi skue ned i denne Grav — sex Fod lang og sex Fod dyb —, skue denne sorte Kiste, tænke os dette Legeme, der nu gaar Opløsningen imøde, og vi saa — kjære Venner! sige til os selv: der ligger en rig Mand, en meget rig Mand! — da maa vi vel gribes dybt i vor inderste Sjæl.
Thi hvor er nu Rigdommens Glans, der stikker saa mange i Øinene! hvor er nu den Overlegenhed, som for os — kortsynede! — synes at følge det jordiske Gods? — Her i denne dunkle Fordybning — sex Fod lang, sex Fod dyb — er det gjemt altsammen.
O Venner! lader os lytte til denne Kirkegaardens tause Veltalenhed! Her er det slut — her er Enden paa al den Ulighed, som nu engang er en Følge af Synden; her i Kirkegaardens hellige Fred hvile de Side om Side — fattig og rig — høi og lav — alle lige for Dødens Majestæt, al jordisk Forkrænkelighed strøget bort som et broget Klæde — sex Fod Jord — det er alt — det er ligt for alle!“
Den lette Vaarvind for ind i Handelsstandens Silkefane, løftede de tunge Kvaster ud fra Stangen og slog smaa lystige Smæld med Silketøiet. Med det samme bar den ogsaa Ordene ud over Kirkegaarden til de gamle Kjærringer, som sad paa Ligstenene, til de mange Piger og Damer, som stod opefter Skraaningen; — ja helt hen til den anden Ende af Kirkegaarden bar Vinden den lange, kostbare Tale, saa den tydeligt kunde høres henne ved Mariannes Grav. Og det var netop Ord for de fattige og ringe — dette om Ligheden og det jordiske Gods’s Forkrænkelighed.
Men de, som stod ved Mariannes Grav, hørte neppe efter — ikke engang Torpander. Han stod og stirrede ufravendt ned paa sin ensomme Buket paa den bare Kiste.
