Martin og Tom Robson vendte Ryggen til Fristelsen; Væggelusen stred imod i det længste; men tilslut bukkede han under.
Carl Johan Torpander sad i en Krog af Gaarden og stirrede paa Kisten. Silketørklædet havde paa hans indstændige Bøn faaet følge med hende, og paa Kistelaaget — ved hendes Hjerte — laa en Buket, som han havde betalt med tre Kroner. Ellers var Kisten temmelig bar; de fleste Blomster i west end vare kjøbte af Byfolk til Unge-Konsulen, — ellers havde nok Marianne faaet flere.
Endeligt strømmede Folk ud af Kirken. Mariannes Følge maatte vente til det store Ligfølge var kommet ind paa Kirkegaarden, saa spyttede de i Næverne — Sømændene og tog fat med fornyede Kræfter. Der var ingenting igjen af Femkroneseddelen.
Saa langt Ligfølge som Unge-Konsulens kunde ingen mindes at have seet. Det rak næsten fra Kirken til Kirkegaarden, som laa i Udkanten af Byen. Da det langsomt bevægede sig opad Veien, var det en hel Skov af høie Hatte — alslags høie Hatte. Der var Mortens nye Pariser og Provsten Sparres bredbræmmede Hyrdehat, der var gamle Skorstene næsten uden Bræm, og der var Bræmmer, som hang udover som Schweitzertag; nogle skar i det røde, naar de kom i Solen, andre vare bustede som Katteskind; — tyve Aars vexlende Moder vare blandede sammen som mixed drops; — alene gamle Anders gik med sin Begklat af en Hue.
En Mængde Børn og Halvvoxne fulgte paa begge Sider, og selve Kirkegaarden, som skraanede op ad en Bakke, var pakfuld i Omegnen af den Garmanske Begravelse.
Ved Indgangen til Kirkegaarden var der plantet to høie Flagstænger omvundne med Grønt; Flaggene — paa halv Stang — hang helt ned til Jorden og viftede sagte i den svage Mind. Borgermusikken fik nu hvile; den havde spillet uafladeligt helt fra Kirken — noget ubegribeligt noget, som man først fik Greie paa om Aftenen, da det stod i Avisen, at det havde været Chopins Sørgemarch.
Kantoren med sine Gutter — „de Satans Degnedrenge“, som han kaldte dem, naar han var sint — istemte en Salme. Liget blev løftet af Ligvognen og baaret opover Kirkegaarden af Byens første Grosserere.
Det var et prægtigt Syn, da den store Sørgeskare — hist og her en Uniform —, de mange floromvundne Faner —, bevægede sig høitideligt op igjennem den brogede Mængde af Kvinder og Børn, som stod tæt mellem og oppaa Gravene til begge Sider.
Følget trykkede sig sammen om den aabne Grav, hvor Liget blev nedsænket. Grossererne, som havde baaret, saa ud somom
