sølverne Zirater, paa Englehovederne og paa de blanke Heste, der høitideligt og Skridt for Skridt gjorde sin sidste sørgelige Kjøretur.
— Det faldt sig saa forkjert, at Marianne ogsaa skulde begraves idag. Martin havde prøvet at forhindre det.
Men i Klokkerkontoret havde man svaret ham, at man ikke kunde gjøre Ophævelser for hans Skyld; det faldt mest bekvemt for alle Parter, naar Præsten først var paa Kirkegaarden alligevel. Det skulde jo bare være Jordpaakastelse — ingen Ligtale?
Nei — der skulde ikke være Ligtale. Altsaa paa Lørdag mellem tolv og to.
Ude ved Begmandens Hytte forsamlede der sig nogle unge Søfolk fra west end, som havde kjendt Marianne, et Par Slægtninge fra Byen, Tom Robson, Torpander og Væggelusen.
Anders Begmand var der ikke. Det hjalp ikke, hvad de sagde, han maatte følge Husets Chef.
I Mariannes Følge var der ingen Bedemand, og de unge Sømænd gik raskt indover med Kisten. Derfor naaede de Byen just som man bar Konsulenns Lig ind i Kirken.
Nu kunde det ikke gaa an for dem at passere gjennem Byen og udover Veien til Kirkegaarden, hvor der var strøet for Konsul Garman med grønne Blade, Syrener og Guldregn. Der var altsaa ikke andet for end at vente, til de blev færdige i Kirken.
Inde i et Gaardsrum fik man sætte Kisten fra sig paa en Stentrap; det var varmt at bære Lig i Søndagsklæder, og flere trak Trøien af, forat svale sig.
Paa den anden Side af Gaden var der et „Usalg aff Øll og Wind“; der var nok dem, som havde god Lyst paa et Krus Øl og Skillinger ogsaa; men det gik kanske ikke an.
Folkene stod og smaasnakkede, vendte Skraaen i Munden; tørre i Halsen var de, og de blev da aldrig færdige i Kirken. Døren til Øludsalget stod aaben, Kruset paa Disken, der saa saa kjøligt og fugtigt ud derinde, Gaden var tom, Alverden var stimlet sammen paa Kirkegaarden — en sneg sig over Gaden og smuttede ind, to fulgte.
Det saa truende ud, det hele Ligfølge syntes at ville følge med. Men Tom Robson gik hen til Gruppen og stak en Femkroneseddel i Haanden paa den ældste: „Den kan I drikke op, men saa skal der bare gaa to om Gangen.“
Denne Betingelse blev antaget uden Knur, og det gik meget ordentligt paa Tørn hele Tiden; der gaar mange Krus Potøl paa en Femkroneseddel.
