Side:Kielland - Samlede Værker 1.djvu/211

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


Imidlertid nærmede Taagen sig i løse Dotter til Stranden, gled henover Bølgerne opover Sandet, stansede lidt ved den smukke Mand, som laa der, for derpaa videre og lagde sig bag de store Tuer af Marehalm. Den graa Væg ude i Søen steg saa høit, at den naaede Eftermiddagssolen og slukte den ud, saa der blev graat og koldt i et Øieblik, medens Taagen kom flyvende tættere og tættere.

Delphin strakte sig i Sandet og lagde sit Hoved ned paa den venstre Arm — træt af Rideturen og sine tunge Tanker. De lange hvidgraa Brændinger kom væltende, krøllede sig og faldt sammen med en dæmpet, ensformig Knurren.

Han kom til at tænke paa, hvorlidet der skulde til, for at blive kvit hele dette Liv, der syntes ham saa lidet værdt; bare rulle sig et Par Gange nedover den lille Sandskraaning, saa vilde Bølgerne gribe ham, trille hans Lig op og ned — kanske føre det langt ud og lægge det op paa en fremmed Strand.

Men han var sig bevidst, at han ikke havde Mod, og som han laa saaledes og stirrede ud over sit eget Liv, faldt han hen i en Døs, mens Brændingen knurrede sin lille ensformige Sang, og den lille Aftenbrise, som fulgte Taagen, strøg koldt hen over ham.

Alle Linier i Landskabet flød udover i graat. Taagen kom tæt og sammenhængende indover, og Omridsene af Manden, som laa i Havkanten, udslettedes mer og mer. Tilslut blev han ganske borte; Havet tog sit store Viskelær og viskede ham ud. Men Havskodden drog tæt som en Væg opover Stranden, naaede de første Gaarde, svingede om Hjørnerne og sendte kolde Gufs ind ad aabne Vinduer og Døre.

— Men hurtigere end Taagen — tættere og mere gjennemtrængende end den — for Rygtet om Kapellanens Forlovelse omkring i Byen. Det trængte ind gjennem Sprækker og lukkede Døre, fyldte Husene fra Kjælder til Loft og stod saa tæt i Gaderne, at det stansede Trafiken.

„Har De hørt Nyheden? — en Forlovelse? — gjæt — hvor? — hvem? — Frøken Garman — jeg har hørt det for en Time siden! — har De hørt Nyheden? — Kapellanen er forlovet! — Gud, hvor jeg er overrasket! — de kunde ventet til over Begravelsen — er det vist? — han har været hos Guldsmeden — har De hørt Nyheden? —“ saaledes gik det —snur—snur— fra Hus til Hus. Og da endelig den udmattede By gik tilsengs, var der sikkert ikke et Menneske, som ikke havde hørt Forlovelsen mindst fem Gange. Det var en mærkelig Tid — rig paa store Begivenheder.