„Ei, ei! — jeg gratulerer,“ raabte den anden muntert, „jeg tror endogsaa, jeg kan gjætte med hvem —;“ han vilde gjættet paa Madam Rasmussen.
„Aa ja — det kan De vel —“ svarede Martens roligt, „det er med Frøken Garman — Madeleine —“
„De lyver!“ raabte Delphin og greb om Ridepisken.
Præsten traadte forsigtigt et Skridt længere ind paa Fortouget, hilste og gik videre.
Men Delphin red hurtigt udover Veien — udenom Sandsgaard — bestandigt fortere, indtil Dyret skummede. Han var redet over en Mil halvt uden Besindelse. Kysten begyndte at blive flad og sandet; Skjærgaarden hørte op, og det aabne Hav laa foran ham. Solen skinnede paa den blaa Flade; langt ude stod Havskodden som en Væg; den vilde komme ind igjen til Natten.
Delphin, satte Hesten ind paa en Bondegaard og gik tilfods nedover Sandet. Det store rolige Hav trak ham til sig; han følte Trang til at være alene med sig selv og følge sine Tanker længer end han pleiede.
Alvorlige Tanker fik ikke ofte Tag i Georg Delphin, dertil var han dem for behændig og snar i Vendingen. Men idag maatte der være et Opgjør — det følte han, da han kastede sig i Sandet lige i Havkanten, hvor der var varmt i Eftermiddagssolen.
Først gik Tankerne bølgende som Brændingen, han saa udover. Han rasede først og fremst mod Præsten Martens, — hvem skulde tro, at han — Georg Delphin skulde lade sig stikke ud af en Kapellan, som tilogmed var Enkemand! — og Madeleine, hvorledes kunde hun tage ham? — og jo mere han tænkte paa hende, desto mere kjendte han, hvor han elskede hende.
Og det kunde blevet anderledes; ja meget kunde blevet anderledes i hans Liv, naar han ret saa efter. Han kom til at tænke paa Jacob Worse, som havde trukket sig tilbage fra ham. Det var ofte hændt Delphin, at Folk ikke holdt længe ud med ham; det var bare Fanny, som holdt ud.
Endnu engang prøvede han at gjøre hendes Billede saa skjønt og bedaarende som muligt; men det vilde ikke lykkes. Madeleine skjød frem overalt, saa kom Præsten, og de pinlige Tanker begyndte omigjen.
Saa var der da intet Holdepunkt i hans Liv, det var altsammen forspildt — forfusket — ødelagt —; og tilslut blev han sig selv saa væmmelig som han laa der — uden en Ven — i et Forhold fuldt af Løgn til en, han ikke elskede — og foragtet af den, han elskede.
