Side:Kielland - Samlede Værker 1.djvu/207

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


„Jeg beder om Tilgivelse,“ sagde han og nærmede sig Sofaen og satte sin Hat fra sig, „jeg gav efter for min egen Stemning; jeg har gjort Dem bedrøvet, og jeg skulde dog snarere have prøvet at opmuntre Dem, stakkels Barn!“

Graaden var kommen saa heftigt over hende, at hun opgav at skjule sin Bevægelse.

„Kjære Frøken Madeleine!“ sagde Præsten Martens og satte sig i Sofaen et Stykke fra hende, — „De har det ikke godt, det har jeg længe seet. Og De kan vel tænke Dem, hvor smerteligt det er for mig at gaa her og se Dem lide — og saa ikke faa Lov til at hjælpe Dem.“

„De har altid været saa god mod mig —“ hulkede Madeleine, „men der kan ingen hjælpe mig; — jeg har det saa ondt — saa ondt!“

„Tro aldrig — kjæreste Frøken! — at nogen Sjælenød er saa stor, at den ikke kan lindres. Der er en vidunderlig Lægedom for det syge Hjerte i den fortrolige Meddelelse til en Ven, som forstaar os. Men netop derfor —“ tilføiede han med et Suk, „er det dobbelt tungt for mig, at De ikke kan — at De ikke vil tillade mig at være en saadan Ven for Dem.“

„Jeg kan ikke —“ stammede hun forvirret, „De maa ikke blive vred paa mig! — jeg er ikke utaknemlig — De er jo den eneste —; men jeg er saa bange — jeg forstaar det ikke — vær ikke vred paa mig —“ og hun rakte sin ene Haand en Smule henimod ham.

Præsten Martens tog Haanden og holdt den roligt mellem sine.

„De ved, jeg mener det godt med Dem — Frøken Madeleine,“ sagde han i en alvorlig, beroligende Tone.

„Ja — ja — jeg ved det! men — men tror De, at jeg? —“ hun saa ængsteligt paa ham.

„Jeg tror, at Deres Sjæl er forvirret, og jeg haaber, at jeg skulde kunne være Dem en paalidelig Fører gjennem Livet. De har ikke villet modtage mig, og jeg skal ikke plage Dem; men De skal vide, at alt, hvad jeg formaar, tilhører Dem.“

„Men — naar jeg ikke — naar nu jeg ikke“ — hun skjulte sit Ansigt, „nei — jeg kan ikke —.“

Hans Stemme var saa venlig, næsten faderlig, da han flyttede helt hen til hende og sagde:

„Sig — Madeleine! føler De ikke ligesom en Tilskikkelse i dette? — dengang jeg bad om Deres Haand, afslog De mit Tilbud — hurtigt — uden Overveielse — tør jeg nok sige. Se — nu holder jeg Deres Haand —“ hun trak lidt i den, men han beholdt