Omslag i hendes Sind i den sidste Tid. De store Fordringer, hun altid havde stillet til andre, vendte hun nu mod sig selv, og hun indsaa, hvormeget hun havde at rette paa. Det blev hende ogsaa klart, at det hovedsageligt var hendes egen Skyld, at Faderen var forblevet hende saa fremmed. Først under Sygdommen havde de begge forstaaet, hvormeget de havde tilfælles, og hvad de kunde have været for hinanden. Nu var det for sent, og hun saa trøstesløs fremover i sit unyttige Liv; — thi Jacob Worses Raad var der ingen Mening i. —
Dagen før Begravelsen sad Madeleine i Havestuen; det var en raakold Vaardag med fint Regn og Sydvest; hun havde lukket Havedøren. Ovenover sig hørte hun Faderens tunge Trin — de nærmede sig, passerede over hende og tabte sig indover de andre Stuer.
Aldrig havde hun været saa beklemt og hjertesyg, og aldrig havde hun følt sig ensom — i det store Hus — fyldt med den Stilhed, der følger et Lig.
Det bankede, og Præsten Martens traadte ind. Fru Garman havde bedet ham komme hver Dag i denne Tid.
„Godmorgen — Frøken Madeleine! — hvorledes lever De idag?“ —
„Tak —“ svarede hun, „jeg har det noksaa godt — det vil sige: som almindeligt.“
„Og det vil nok sige: ikke synderligt godt —“ sagde Præsten deltagende, „dersom jeg var Deres Læge — Frøken! vilde jeg forordne et Badested for Sommeren.“
Han beholdt sin Hat i Haanden, men blev staaende ved Havedøren; hun sad i Sofahjørnet længer inde i Stuen.
„Det er en trist Dag til at være saa langt paa Foraaret,“ fortsatte Præsten seende ud i Haven, „og et saadant Hus, hvor Døden netop har været med sit kolde Budskab — — er et trist Sted —“ hun hørte paa ham med bøiet Hoved, men sagde ingenting.
„Et saadant Hus,“ blev han ved, „hvor der ligger et Lig, ligner mangt et Menneskeliv. Hvormange af os bære ikke et Lig i vort Indre, et eller andet Haab der er døet ud for os — eller en bitter Skuffelse, som vi have begravet i en Krog af vort Hjerte.“
Han saa, at hun bøiede sig dybere ned over Sofaarmen, og han blev ved at tale — alvorligt, sagte — halvt til sig selv:
„Da er det godt for et Menneske, at han ikke staar ensom; da er det godt at have nogen at støtte sig til, naar Livets bitre Alvor kaster sin Skygge over vort Liv —“
Madeleine begyndte med en Gang at græde, saa at han hørte det.
