Madam Rasmussen bestemte sig til at brodere nogle Puder til at lægge i Vinduskarmen; thi Kapellanen taalte ikke Træk. —
Konsul Garmans Død vakte megen Bevægelse i Byen. Den mærkelige Begivenhed med Skibet var allerede Stof nok til flere Ugers Snak, og nu kom dette Dødsfald til med alle dets nærmere Omstændigheder og mulige Følger; — der var en Snakken og en Fortællen, saa det formeligt summede over den hele By.
Grossererne blinkede saa smaat til hverandre. Den Gamle ude i Sandsgaard havde været dem tung at trækkes med; nu blev her mere Alburum, og Morten var ikke farlig.
Forberedelserne til Begravelsen vare storartede. Liget skulde føres fra Sandsgaard og indsættes i Kirken. Der vilde Provsten Sparre holde en Tale, og Kapellanen skulde forrette Begravelsen paa Kirkegaarden.
Alle Korporationer skulde møde op med sine Faner, Borgermusikken holdt Øvelser til langt paa Nat; — der var et Styr syttende Mai, og der var dannet en formelig Festkommité.
Jacob Worse var ikke med paa alt dette. Han sørgede oprigtigt over Konsulen, der altid havde været næsten som en Fader mod ham.
Fru Worse ærgrede sig mere end hun sørgede. „Det var skidt — jagu var det skidt!“ — mumlede hun, „at den Gamle skulde dø. Han vilde have Partiet istand, for det var da en fornuftig Mand; nu er der ikke andet end Kvindfolk derude, — for den Legationstingesten er nu heller ikke stort andet end et Fruentimmer! — hm! — hm! —“ tænkte den gamle Frue, „at den Rachel, som havde slig en klog Far, ikke har bedre Forstand!“
— I det Garmanske Hus paa Sandsgaard var der øde og stille fra øverst til nederst. Liget laa ovenpaa i den lille Sal mod Nord og der hang hvide Gardiner for alle Vinduerne i anden Etage.
Ikke en Lyd hørtes uden de ensformige Skridt af en, der gik uafladeligt gjennem de tomme Værelser.
Saaledes havde Onkel Richard gaaet hver Dag, siden Broderen døde — rastløs fra Ende til anden i Stuerne ovenpaa, frem og tilbage i den store Dansesal, af og til ind til Liget, saa atter frem og tilbage, ud og ind den hele Dag til langt ud paa Natten.
— Rachel sørgede over Faderen saa dybt, som hun neppe selv havde troet muligt, mens han levede. Men der var foregaaet et
