Da Præsten Martens traadte ind, blev han ligesaa overrasket ved den Syges Udseende som Torpander var bleven, men paa en anden Maade. Hun kunde umuligt være saa nær Døden, og han kunde ikke lade være at føle en liden Uvilje mod Martin, som i den Grad havde overdrevet Søsterens Tilstand og kanske bevirket, at Præsten kom for sent til Konsul Garmans Dødsleie. Heller ikke ligte han den lysebrune Karikatur, som uafladeligt bukkede for ham, og muligens blandede der sig noget af alt dette i de Ord, han nu henvendte til den Syge.
Præsten tog Plads midt foran Sengen saaledes, at han skjulte Vinduet for Marianne; hendes store Øine hvilede paa ham. Han vilde ikke være stræng, men den Kvinde, han saa for sig, var jo falden. Ved Slutningen af et saadant Liv var der al Grund til at tale alvorligt om de onde Lyster og Syndens haarde Følger.
Mariannes Øine begyndte at gaa uroligt omkring, fæstede sig atter ved Præsten og gled saa hen paa Torpander. Hun gjorde en Anstrængelse med Hovedet og vendte Ansigtet til den anden Side.
Det var ikke Præstens Mening at slutte sin Tale uden ogsaa at vise Forsoningen over et saadant Liv; og medens han talte videre om Anger og Tilgivelse, kom Nabokonen ind; hun havde været hjemme og spist Middag.
Konen stillede sig ved Foden af Sengen; men da hun fik se Mariannes Ansigt, sagde hun: „Om Forladelse Hr. Pastor! — hun er død.“
„Død? —“ raabte Præsten og reiste sig hurtigt op; „det var dog mærkværdigt —“ han tog sin Hat, sagde Farvel og gik.
Konen tog den Dødes Hænder og foldede dem pent sammen; derpaa stak hun Armene ind under Teppet og rettede Benene ud, forat Liget ikke skulde stivne med krumme Knær.
Munden stod lidt aaben, hun lukkede den; men Hagen faldt ned igjen. Torpander forstod, hvad Konen saa sig om efter og rakte sit Silketørklæde frem — og hvor glad var han ikke nu, fordi han ikke havde brugt det.
Konen betragtede det mistænkeligt; men da hun saa, at det var rent, lagde hun det sammen til et smalt Bind og bandt det om Mariannes Hoved.
Torpander stod og saa det lille udtærede Ansigt i Rammen af hans smukke Silketørklæde, og det syntes ham, somom han dog tilslut fik nogen Andel i hende. Hendes sidste Smil, hendes sidste Blik havde han faaet, og til Gjengjæld havde hun modtaget den første og sidste Gave fra ham. Naar alt kom til alt, havde hans Frieri faaet den bedste Udgang, han overhovedet kunde vente;
