Vinden stod fra Land. Morten fik travelt med at ordne Vagthold for Natten, Sprøiterne blev staaende parat, om Vinden skulde springe om.
— De gik opover mod Huset Arm i Arm — Onkel Richard og Gabriel, og denne maatte fortælle, hvorledes det hele var gaaet til. Gabriel havde truffet Skibstømmermændene samlede indunder Skibet, og saa var han pludseligt begyndt at kommandere —
„At kommandere! —“ raabte Onkel Richard, „du er en Fandens Gut — Gabriel!“
Saa drev de Renden under, slog Karret væk og kilede det hele op; Støtterne blev tagne i en Fart, Begmanden tog den sidste helt agterud i Ild og Røg — og saa gik Skibet netop i sidste Øieblik. Den Ros skulde ialfald Tom Robson have, at alt var parat og i fortræffelig Stand.
Rachel tog imod dem paa Trappen. Hun gik lige hen til Onkel Richard og hviskede ham i Øret: „Vær rolig Onkel! — lad os ikke ødelægge Aftenen for Gabriel. Far har faaet Slag, han ligger derinde; Doktoren er der.“
Legationssekretæren gik ind uden at sige noget; men Rachel tog sin Broder om Halsen og sagde: „Du er flink Gut — Gabriel!“
„Gut! —“ sagde Gabriel.
„Eller Mand! — det skal jeg sige herefter,“ svarede Rachel med et Smil, „hvor har du dine Folk?“
De var lige bagefter. Rachel delte ud fra Kjøkkenet Øl, Vin, Pølse, Spegekjød, fint Brød og en Mængde Ting, saa at Gabriel lo og sagde: „Du er meget flottere end Jomfru Cordsen. Jeg er vis paa, at Kyllingerne skulde været til Ballet.“
„Ja — det var ogsaa sandt — Ballet! — Rachel blev tilslut saa forpint ved at se Gabriel gaa saa munter og glad, at hun ikke kunde holde det ud længer; „Du Gabriel! her bliver nok ikke noget Bal imorgen. Far er bleven syg.“
Gabriel behøvede ikke at spørge, han saa, at det var alvorligt. Folkene stod foran Trappen belæssede med de gode Sager, uvisse om, hvor de skulde gaa hen.
„Kom, lad os gaa ned igjen paa Værftet —“ sagde Gabriel, „der er vi for os selv og varmt er der ogsaa.“
Rachel kunde høre paa hans Stemme, at Graaden sad ham i Halsen, og hun tænkte uvilkaarligt paa, hvor han med en Gang var bleven voxen.
Huset var styrtet sammen, men det brændte endnu i Grunden. Værftet var — takket være Mr. Robson saa ryddigt, at Vagten ikke havde vanskeligt for at holde Ilden begrænset. Over Midnat
