Side:Kielland - Samlede Værker 1.djvu/162

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


Saa stilt og hemmelighedsfuldt var der i Haven. Maaneskinnet rislede ligesom lydløst indimellem Bladene, listede sig nedad Stammerne og flød udover Græsset, — stansede foran de lange, sorte Skygger.

I Aspetræerne sad nogle Gulspurve, Bogfinker, et Par Troster og andre Høstfugle. De fleste sad stille og puslede med Fjærene; kun nogle Aarsunger hoppede endnu omkring fra Gren til Gren. De gamle Fugle saa paa dem og tænkte formodentligt paa, hvor deiligt det er at være ung og uskyldig.

Den hele Natur var saa færdig. At den vilde Travlhed fra Vaaren var glemt; Fuglene vare mætte og rolige; Hanner og Hunner sad fredeligt Side om Side; der var hverken Tilbud eller Efterspørgsel. Kjærligheden med alle dens Galskaber var bragt til Ro — for iaar.

Kun de underlige Libeller med de fire store Vinger og Kroppen saa tynd som en Griffel, drev endnu deres Elskovsspil over Dammen. Der havde regnet og blæst saameget i August, at de tog tiltakke med det klare Maaneskin i den lune Høstaften.

Hannerne sad hist og her i Sivet, speidende til alle Sider med de fremstaaende Øine. Naar to kom hinanden for nær, styrtede de mod hverandre; de klare Vinger som fine — fine Plader af Kraagesølv slog mod hinanden med en Hvislen, og det raslede saa smaat, naar de skjællede Kroppe stødte sammen i Kampen. Saa blev der igjen stille i Sivet, indtil der nærmede sig en Hunlibelle.

Den kom surrende langsomt og ubestemt etstedsfra i Haven, nærmede sig Dammen, kastede tilsiden, vendte om og kom igjen. Det lille Hjerte bankede vist, saa mangt kan hænde den ubeskyttede Skjønhed i Maaneskin! tilslut tog den Mod til sig, lukkede Øinene og gled frem over Sivet.

Strax skjød fem sex Hanner iveiret, styrtede mod hinanden som Riddere i Panser og Plade, kjæmpede, forvirredes, for hid og did med en Støi som af en bitteliden Vaabenlarm.

Men han — den ene, den lykkelige — han gav Kampen en god Dag og skjød forbi de andre lige op til den Skjønne. Deres Vinger svirrede et Øieblik mod hinanden i den lille Skinfægtning, som nu engang hører til. Men saa gled de, gjensidigt bærende hinanden paa de lette Vinger, vidunderligt omslyngede gjennem det tindrende Maanelys — den lystigste — wedding—trip — høit over de fortumlede Riddersmænd, for at søge et ensomt Sted langt inde i Sivet. —

Der lød nogle skarpe Pigestemmer over fra west end; Melodien var uendelig følelsesfuld og Madeleine kunde følge hverrt Ord i den stille Aften: