rigtige Forstaaelse af Begivenhederne i 1814, saafremt det kan godtgjøres, at den medfører Sandhed. I sig selv har den flere Kriterier paa at være aldeles korrket. Den er saaledes fremkommen i Nærværelse af Grev Wetterstedt, altsaa netop af den Mand, der i 1814 som svensk Underhandler havde afsluttet Kielerfreden, og nu stod ved Kongens Side som en Garant for Sanheden af, hvad derom blev sagt. Mellem Storthingets Præsidenter, til hvem Talen var rettet, befandt sig Grev Herman Wedel-Jarlsberg, der af alle Nordmænd havde bedst Rede paa den virkelige Betydning af det, som var forhandlet i Kiel, idet han gjennem sine forudgaaende Forbindelser med Carl Johan og de svenske Statsmænd var nøie inde i de FOrudsætninger, der bestemte deres Forlangende om Norges Afstaaelse. Disse tvende Mænds Nærværelse lagde indirekte en forøget Vægt til den kongelige Tale; — men dog kan ikke dennes Brugbarhed som ubetinget paalidelig historisk Kilde dermed siges at være fuldt godtgjort. Det kunde tænkes, at Kongens Hukommelse havde svigtet, og at der i Talen, som det ofte gaar, var sammenblandet, hvad der virkelig var gjort, og hvad der kun var tænkt. At paavise, i hvilken Udstrækning Carl Johan havde erindret det Passerede rigtig, maatte saaledes være forbeholdt en nærmere Undersøgelse af de Kielerfreden vedkommende Papirer i de danske og svensker Arkiver. Alene paa den Maade lod alle Tvivl sig løse og bringe til fuld Klarhed. Men at anstille en saadan Undersøgelse var vel Umagen værd. Thi det gjaldt her om intet mindre end at vide helt nye Udgangspunkter for Forstaaelsen af, hvad der virkelig var foregaaet i December 1813 og Januar 1814.
For kort Tid siden blev jeg anmodet om at skaffe Rede paa, hvorvidt der var noget bekjendte fra andre Kilder, som kunde bekræfte Sandheden af de ovenanførte Ytringer af Carl Johan. Min Opmærksomhed blev derved paany vakt for disse, og jeg kom saaledes ind paa en Undersøgelse af Kielerfredens Historie.
Jeg henvendte mig i denne Anledning ført til Direktøren for det kgl. danske Udenrigsministerium, Hr. Geheimeraad P. Vedel, ved hvis Velvillie jeg erholdt de fornødne Afskrifter af
