Strid og Forvikling mellem Kirke og Stat, og til at gjøre den første for bestandig afhængig af den sidste, saa vilde man vist med Tiden have kommet til at føle, at man havde forregnet sig. Thi en saadan Sammenblanding af geistligt og verdsligt Embedsforhold, for hvilket Norge hidtil havde gaaet fri, vilde upaatvivlelig der, som i saa mange andre Lande, have ledet til endnu større Forviklinger og til en endnu større Spending mellem begge Magter, end nogensinde før havde fundet Sted. At Erkebiskop Jørund gik ind paa en saadan Foranstaltning, ja maaskee selv bidrog sit til at fremkalde den, er kun et yderligere Beviis paa den Forfængelighed og Uklogskab, der ved meer end een Leilighed fremlyser som Træk i hans Karakter. Lykken var, at dette ukirkelige Forhold blev uden kjendelige Virkninger, ja, som det lader, næsten ubemærket i Jørunds Dage, og formelig ophævet ved hans Død.
I det samme Aar 1297 blev endelig den langvarige Strid paa Island om Kirkegodsets Bestyrelse og Patronatsretten til Kirkerne afgjort. I 1291 var Biskop Arne af Skaalholt, som for fortalt, vendt tilbage til Island. Han havde vundet Kongens Yndest i Norge; men hans Modstandere i Hjemmet synes fremdeles at have havt altformegen Indflydelse hos de egentlig raadende Stormænd i Norge, til at Kongens personlige Gunst kunde komme ham synderlig til Gode. De kongelige Sysselmænd, Thord Hallssøn og Kristoforus Vilhjalmssøn, der i Aaret 1293 kom til Island, traadte i Grunden i Rafn Oddssøns Fodspor, og havde Kongebreve for sig, paa hvilke de beraabte sig. Hr. Thorvard Thorarinssøn i Spidsen for Lægfolket slog sig paa deres Side. Biskop Arne satte imod dem slu gamle Fasthed og slog om sig med Bansættelser, hvor intet andet kunde hjælpe. Han synes i 1295 at have faaet udvirket et Kongebrev til sin Fordeel, og da Thorvard samme Aar var dragen til Norge for at tale Lægfolkets Sag, saa benyttede Arne hans Fraværelse til at gjennemdrive i 1296, at tolv Bønder af Skaalholts Biskopsdømme, i den hele derværende Almues Navn, tilsvore ham alle Kirker og Kirkeejendomme i Biskopsdømmet. Thorvard Thorarinssøn døde samme Aar i Norge, men dog først efterat det havde lykkets ham igjen at faa Kongen omstemt; og da Gudmund Skaldstikill kort efter kom til Island for at træde i den Afdødes Sted, var det saa langt fra at han medbragte Kongens Stadfæstelse paa det af Arne foretagne Skridt, at han meget mere stevnede de tolv Bønder til Norge at staa til Rette for Kongen. Arne besluttede at følge dem og drog i 1297 til Norge. Da han her traf sammen med Kongen og Erkebiskoppen, blev endelig den islandske Kirkesag bragt til Afgjørelse. Det blev nemlig med alle Parters Samtykke bestemt: – at alle de Kirker, hvis Gods for
