har været dømt som Kapitelets uomtvistelige Rettigheder. Disse ere i Sandhed meget store og lægge et ikke ringe Baand paa Erkebiskoppens Myndighed baade som Metropolitan og Biskop. Den sidste Artikel er noget uklar og synes at udtale et Forbehold, som let kunde give Anledning til ny Tvist, i det mindste i kommende Erkebiskoppers Dage. Imidlertid maa vel denne Forening, der blev afsluttet i Overvær ikke alene af Kongen men ogsaa af Pavens delegerede Dommer, nemlig Kansleren Baard Serkssøn, i alle sine udtrykkelig optagne Artikler være anseet som endelig; og man har vel tænkt sig, at dermed den hele forargelige Strid skulde være sluttet, – noget hvori man dog, som det Følgende vil vise, høieligen bedrog sig.
Foreningen til Tautra sluttedes under Frostathingets Afholdelse. Paa dette var ogsaa Kongen og Erkebiskoppen tilstede, og der gjorde Erik med Jørunds Raad og Samtykke flere Anordninger, hvis Indhold dog ikke nærmere opgives[1]. Udentvivl var det ved denne samme Leilighed, at Kongen gjorde Erkebiskop Jørund til sin Jarl og lod ham som saadan sverge sig Troskab[2], – et Skridt, som er uden Sidestykke baade før og siden i den norske Historie. Hvilke Bevæggrundene hertil have været, siges ingensteds. Kun saameget meddele senere Oplysninger, at Kongen gjorde det „paa nogle af sine Raadgiveres Tilskyndelse,“ – at det skeede „uden Pavens Vidende og særlige Tilladelse“, – at Erkebiskoppens Ed betragtedes som „homagium“ d. e. han blev derved Kongens haandgangne Mand, eller om man saa vil: Vassal, – og at der „fra begge Sider, fra den ene under Kongens Segl og fra den anden under Erkebiskoppens og det nidarosiske Kapitels, blev udstedt aabent Brev angaaende visse Rettigheder, som meddeltes Erkebiskoppen i Egenskab af Jarl til Gjengjæld for hans Ed“[3]. Rimeligviis har Erkebiskop Jørund i sin mislige Stilling følt, at han trængte til Kongedømmets kraftige Beskyttelse, og Kongen eller rettere hans indflydelsesrige Raadgivere have med Glæde grebet Leiligheden til at bringe den norske Kirkes Overhoved i et verdsligt Underdanighedsforhold til Kongedømmet, – et Forhold ganske modsat det, hvorom Erkebiskop Eystein i sin Tid, og vel ogsaa Erkebiskop Jon engang havde drømt. Fra hvem end dette Raad har havt sin Oprindelse[4], tør man visseligen betegne det som ubesindigt og farligt. Tænkte man sig det som en Udvei til at afskjære al videre
- ↑ Isl. Ann. 172.
- ↑ Ssts.
- ↑ Brev af 13de Jan. 1310, hvorved denne Foranstaltning efter Jørunds Død gjenkaldes, N. Dipl. I. 113.
- ↑ Som af Foreningen til Tautra viser sig vare Herrerne Bjarne Erlingssøn og Jon Røgnvaldssøn samt Kansleren Baard Serkssøn derved tilstede; de samme Herrer have muligen ogsaa med Hensyn til Erkebiskoppens Jarledømme været hans Raadgivere.
