for intet Under, at de førte et djærvt Sprog mod Erkebiskoppen, naar denne vilde behandle dem som sine i Et og Alt undergivne Klerker, og at de besvarede hans Fordring paa Bøder for deres Ulydighed og hans Trudsler om Fængsel og Ban med Appel til det pavelige Sæde.
I 1294 maa det rimeligviis allerede været kommet temmelig vidt med Striden, og Erkebiskoppen have skredet til, eller i det mindste truet med at bruge verdslig Magt imod Chorsbrødrene. Dette maa man formode deraf, at Kongen under 29de Juni dette Aar udstedte et Brev fra Bergen til Hr. Erlend Amundessøn og Lagmændene Nikolaus og Eilif, at de skulde hjælpe Chorsbrødrene i Nidaros til Lov og Ret, hvis de kunde behøve det, saaledes at Lægmænd ei skulde tilføie dem nogen Vold enten paa deres egen Person, eller paa deres Svende eller deres Gods[1]. Erkebiskoppen nævnes vel ikke her, men man har efter Omstændighederne Grund til at tænke paa et eller andet Spil fra hans Side til Chorsbrødrenes Skade, hvori visse Lægmænd skulde række Haanden til Udførelse af hans fiendtlige Hensigten I alt Fald forudsætter Brevet, at Chorsbrødrene maa have følt sig truede fra en eller anden Kant, og ikke stolet paa Erkebiskoppens Beskyttelse, siden Kongen har fundet sig opfordret til at tage sig af dem.
I 1295 viser Striden sig tydelig at være i fuld Opblussen. Erkebiskoppen havde under et Ophold paa Haalogaland kaldet Chorsbrødrene eller disses Ombudsmand til sig derfor at afgjøre visse Sager. Denne Kaldelse havde Chorsbrødrene ikke adlydt, da de fandt det ubilligt, at de eller deres Ombudsmand mod Sedvane skulde fare en saa lang Vei, og det ovenikjøbet uden Sikkerhed om at træffe Erkebiskoppen, der ikke havde fastsat hverken bestemt Tid eller Sted. For denne og maaskee ogsaa for anden før udvist Ulydighed havde Erkebiskoppen ved sit Brev tilkjendegivet dem, at de vare forfaldne i en Bod af ikke mindre end 1000 Mark Sølv, og havde, som det synes, tillige erklæret dem for midlertidig bansatte, indtil Boden udrededes, en Bansættelse som dog Chorsbrødrene af egen Myndighed underkjendte. Hertil kom, at Erkebiskoppen ei vilde erkjende den for Kapitelets Ombudsmand, som Chorsbrødrene dertil havde udseet af sin Midte, og det uagtet de gave ham Valget mellem tvende: Jon (Elg?), som de fortrinsviis ønskede og vel allerede havde beskikket, og en ved Navn Askel; – hvorimod Erkebiskoppen havde taget paa Raad med sig en vis Helge, som senere var død, hvilken han erklærede for Kapitelets Ombudsmand, men som Chorsbrødrene ikke vilde erkjende i denne Egenskab.
Da Erkebiskoppen var kommen tilbage til Nidaros, søgte Chorsbrødrene at opnaa et Forlig med ham og formaaede Lagmanden Eilif,
- ↑ N. Dipl. II. 31.
