dets Indtægter, men hvorledes det siden benyttede Erkebiskopsvalget til at gjenvinde alt det Tabte. Den ellers saa myndige Erkebiskop Jon synes at have handlet i fuldkommen Eendrægtighed med sit Kapitel, hvis Præbender han endog forøgede[1]. I de sex Aar Erkestolen stod ledig efter Erkebiskop Jons Død havde Kapitelet dens Bestyrelse i sine Hænder og forsømte da neppe Leiligheden til at bestyrke sine egne Rettigheder, ligesom det og ret fik Smag paa Magtens Udøvelse. Nu blev endelig Jorund Erkebiskop Hans Udvælgelse kunde vistnok ikke siges at være foregaaet uden Kapitelets, i det mindste visse af dets Medlemmers, Indflydelse; men i Formen var den dog fremgaaet ved pavelig Provision, altsaa umiddelbart fra Pavens egen Magtfuldkommenhed. Kapitelet kan vel neppe heller have havt Anledning til at paabinde ham nogen foreløbig Valgbetingelse. Man maa udentvivl tænke sig Stillingen noget nær saaledes: Jorund har paa sin Side betragtet sig som aldeles ubunden ved nogensomhelst Erkjendtlighed mod Kapitelet, som Ihændehaver af sin biskoppelige og erkebiskoppelige Myndighed ved Guds og Pavens Naade alene, uden nogen Mellemkomst af Kapitelet, han har derfor troet sig at staa til dette i en overordnet Formands ubetingede Forhold, og følgelig at kunne fordre af det fuldkommen Lydighed; – Kapitelet derimod har holdet fast ikke alene paa sin i selve Institutionen medgivne almindelige Ret, men ogsaa paa alle de Særrettigheder, som det troede sig hjemlede ved længere Tids Sedvane og ved forudgaaende Erkebiskoppers lydelige eller stiltiende Indrømmelsen Desuden have ganske vist de af Kapitelets Medlemmer, som for Paven havde bragt Jørund i Forslag, troet sig at eje et selvskrevet Krav paa hans Erkjendtlighed, om end ikke mod Kapitelet som et Heelt, i hvis Fuldmagt de dog kun havde handlet ved at foreslaa ham, saa dog i det mindste mod dem personligen; hvorfor man ogsaa netop gjenfinder flere af dem som hans bittreste Modstandere. I dette gjensidige Forhold laa naturligviis en frugtbar Spire til Uenighed: – en Opfordring til Erkebiskoppen at gjøre sig uafhængig og adlydt; til Kapitelets Chorsbrødre, at vise ham Modstand for at gjøre sin egen formeente Ret gjældende. Følgen blev en langvarig, forargerlig og for Hierarchiet selv farlig Strid.
Allerede i 1291 skal denne Strid have taget sin Begyndelse[2]. Den dreiede sig deels om Nidaros’s Kapitels Ret til visse Præbender og Indtægter, deels om dets Forhold til Erkebiskoppen i Udøvelsen af dennes Embedsmyndighed. Hvad Kapitelets Chorsbrødre i begge Henseender paastode som hevdet Ret udvise flere, deels i 1293, deels maaskee noget senere, til deres Fordeel optagne Vidnesbyrd. Disse forklare Chorsbrødrenes Ret til en Deel Præbendekirker, som maa være
