mellem dem og Minoriterne, mindre have stolet paa Pave Nikolaus’s Hjælp, end dennes egne Ordensbrødre, Minoriterne. Pavernes Partiskhed før enkelte Klosterordener var nemlig ved mange Leiligheder kjendelig. De her omtalte Stridigheder vare dog af mindre Indflydelse paa den norske Kirke, end de, som til samme Tid udspandt sig mellem et Par af Norges Biskopper selv og deres Kapitler. Kapitlerne ved alle Norges Kathedralkirker vare i Løbet af dette Aarhundrede blevne rige ved Gaver, tildeels af Biskopperne selv. Beviser paa dette sidste ere allerede givne med Hensyn til Nidaros’s Kapitel. For flere andres Vedkommende kan det samme godtgjøres af endnu tilværende Gavebreve[1]. Med den voxende Rigdom udviklede sig ganske naturligen hos disse Collegier en vis Selvstændighedsfølelse, og denne tiltog meer og meer alt eftersom deres Ret til at vælge vedkommende Biskopper lidt efter lidt erkjendtes af Kongedømmet. Men deres Stilling som Balgcollegier ved Biskopsstolenes Besættelse aabnede igjen en Udvei for dem til at gjøre sig Biskopperne forbundne, ja vel endogsaa til foreløbigen at afæske den, paa hvem de vilde lade sit Valg falde, Betingelser til deres egen Fordeel, f. Ex. en Deeltagelse i Udøvelsen af den biskoppelige Embedsmyndighed, der gik ud over deres egentlige medgivne Ret som Biskoppens Raad, Deelagtighed ’ visse af Biskopsstolens Indtægter, og andet lignende. Hertil kom, at Kapitelet under vedkommende Biskopsstols Ledighed var sammes Bestyrer og havde alt dens Gods under sine Hænder; ogsaa deri var en Anledning til at paasee eget Tarv. Endelig maa betænkes den Lethed, hvormed visse Grundsætninger i saadanne stedsevarende Collegier kunne forplantes og paaholdes, noget som giver dem en ikke ringe Fordeel ligeover for skiftende Embedsmænd, som Biskopperne vare. Alt dette samvirkede til at hæve Kapitlerne i Almindelighed til en høi Betydning og en stor Magt i Norges Kirke, som i andre Landes. Vi have allerede seet Exempel paa, hvorledes Bergens Kapitel vovede at trodse sin Biskop og vidste at sætte Synodalbeslutninger igjennem, der ganske stred mod hans Anskuelse og Ønske; vi skulle ogsaa see Beviser paa andre Kapitlers dristige Opførsel.
Erkestolens Kapitel var, som let kan tænkes, fortrinlig udstyret baade med Indtægtskilder og Rettigheder, og var derhos et talrigt Collegium. Allerede under Kampen mellem Kong Haakon Haakonssøn og Hertug Skule have vi seet det optræde med en vis Selvstændighed, og det ikke altid i fuldkommen Samklang med sin Erkebiskop (Sigurd). Det er viist, hvorledes Erkebiskop Einar stræbte at beklippe
- ↑ For Oslos: Bisk. Haakons Brev af 1264, N. Dipl. III. 9; – for Stavangers: Bisk. Thorgils’s Brev af 1266, N. Dipl. II. 11, Bp. Arnes Br. af 14de Septbr. 1283, N. Dipl. II. 21.
