hed, forbydes enhver Prest at forlange Penge, eller indlede nogen Kontrakt, eller forevende nogen usand Forhindring, førend han forretter Salvelse, Ligsang, Brudevielse eller andet presteligt Embede. Men hvis nogen efter modtaget Sakrament ikke vil fyldestgjøre Presten efter Stedets Vedtegt, da skal han tvinges hertil af Biskoppen eller dennes Ombudsmand (officialis).
8) Da Herredskirkerne vide omkring lide Tab paa sit Gods og sine Tiender, saaledes at de ikke alene maa undvære drager og Inventarium, men ogsaa forfalde, saa forbydes den, der er sat til at selge Kirketienden, at gjøre dette uden Kirkens Hovedprests og tvende andre skjellige Mænd af Kirkesognet, deres Vidende, og skal Selgeren ikke selv tage sig nogen Fordeel.
9) Hovedpresten ved Begravelseskirke skal saavidt muligt have sig en Vikarius, for at, naar den ene er borte i nødvendige Erinder, den anden da kan forrette for ham; saadanne Kirker have nemlig som oftest et vidløftigt Sogn.
10) Ethvert Collegium af Klerker, og især af Chorsbrødre ved Biskopsstolen, skulle bestandig have Læsning af hellige Skrifter ved deres Bord, for at deres Øren mindre skulle lytte til Sladder og Forfængelighed.
11) Hver Prest er skyldig i sit Sogn at lyse aabenbare i Kirken paa tre Helligdage til Egteskab, for at de, som have nogen lovlig Indsigelse at fremføre, kunne komme med denne, og Presten overveie om det forholder sig rigtigt, i hvilket Fald Egteskabet skal udsættes, indtil Sagen er afgjort for Kirkens Dommere. De som slutte lønligt Fæstemaal skulle straffes efter Fortjeneste, og Børn avlede i saadan Forbindelse være udelukkede fra alle geistlige Grader. Men de Prester, som ei forbyde Forbindelsen, eller ikke lyse den paa rette Maade, eller ei afholde sig fra at overvære saadanne Bryllupper, skulle miste sit Embede i tre Aar og kunne derhos yderligere straffes efter Omstændighederne[1].
Disse for Religionsunderviisningen, Kirkeordenen og Kirketugten vigtige Bestemmelser, maa vist nok for en stor Deel ansees som Indskjærpelse af allerede tidligere i den norske Kirke bestaaende Regler; men i nærværende Erkebiskop Jørunds Statuter ere de, saavidt vides, først sammenfattede til et Heelt og fremsatte som kirkeligt Paabud for hele den nidarosiske Provins under et Provinsialconciliums Autoritet. Man maa erkjende, at Kirkens Foresatte her ikke i noget Punkt skride udenfor sit kirkelige Omraade, men vise sig fuldkommen at have opfattet og iagttaget Grændserne for et Provinsialconciliums lovgivende Myndighed. Dette Concilium spores ei heller at have været sat i
- ↑ N. g. L. III. 241–243.
