forsøgt, da rimeligviis en modnere Overveielse har hos begge Parter vakt Frygt for, at de nødvendige forudgaaende Forhandlinger skulde oprive de gamle kun slet lægede Saar og lede tilbage til en Forvirring, som den, hvoraf man lykkeligen var undsluppen. Man gik frem paa samme Maade, som man havde gjort ved Aarhundredets Begyndelse, strax efter Kong Sverrers Død; og Følgen var, at en Forfatning, hvilken man oprindeligen tænkte sig som blot midlertidig, blev vedvarende for lange Tider. Men derfor var den ogsaa behæftet med alle en saadan ubestemt Tilstands Mangler, med al dens Spire til Lovtrækkerier, Trætter ja endogsaa gjensidige Overgreb, alt eftersom Omstændighederne begunstigede den ene eller den anden Magt. Imidlertid kan man ansee den anden Hovedkamp mellem Stat og Kirke, hvilken Erkebiskop Jon ved sine anmassende Fordringer maa siges at have vakt, for endt i 1290; og en lignende reiste sig ikke oftere i Norge før ved den store Kirkereformation.
Erkebiskop Jørund vedblev vistnok endnu en Stund at anstille kirkelig Forfølgelse mod enkelte af de Mænd, som havde staaet i Spidsen for Reisningen mod hans Forgjænger. Vi have allerede seet, hvorledes dette var Tilfælde med Herrerne Jon Brynjulfssøn, Rafn Oddssøn og Erlend Olafssøn. I 1290 kom Raden ogsaa til den mægtige Hr. Bjarne Erlingssøn, hvem Erkebiskoppen den 5te November formeligen indstevnede for sin Domstol, at stande til Rette for sin Opførsel mod Kirken, medens han var i den unge Konges Raad. Bjarne adlød imidlertid ikke Stevningen. Da lod Erkebiskoppen den 9de Marts 1291 optage et Vidnesbyrd om Bjarnes Fremfærd, hvori der fortrinlig lagdes Vegt paa, at han havde bevirket Nidaros’s Kirkes Myntret hævet, og at han havde forbudt Folk at erlægge Tiende efter Bestemmelsen af 1277[1]. Om det sidste var der imidlertid nu lidet eller intet at sige, da Erkebiskoppen selv, ved sin nys forud indgangne Overeenskomst med Kongedømmet havde opgivet den nævnte Tiendebestemmelse og var vendt tilbage til den ældre; og hvad Myntretten angik, da kom denne ind under den magtesløse tunsbergske Forening, og blev fremdeles, saavidt man kan skjønne, for meer end eet Aarhundrede Nidaros’s Erkestol berøvet. Den hele Sagsøgning mod Bjarne synes saaledes i Grunden at have været betydningsløs og har neppe ledet til nogensomhelst klekkelig Opreisning for Kirken. Ligesaalidet finder man Spor til at dette har været Tilfælde med den tidligere kirkelige Forfølgelse mod Jon Brynjulfssøn. Begge Herrer have rimeligviis i det Høieste underkastet sig en let Skrift eller Bod, hvorved Kirkens Ære for Verdens Øine kunde synes nogenlunde fyldestgjort, og ere dermed blevne løste og tagne til Naade. Man
- ↑ N. Dipl. III. 29 ff.
