hed, hans Forgjænger en Tid havde øvet, og Erkestolens ydre Verdighed, maatte han opgive Kirkens Fordringer i et langt vigtigere Punkt; og, hvad der maatte være mest ydmygende, han maatte derved med det samme paa en Maade godkjende Bestemmelser, fattede til Ugunst for Hierarchiet i Kongedømmets Navn netop af de Mænd, han forfulgte.
Det er allerede fortalt, at der i 1283 blev af Rigsstyrelsen i Kongens og Hertugens Navn udstedt et Beskyttelsesbrev for Nidaros’s Kirke og dens Chorsbrødre, hvori Lægfolket, med Hensyn til sine Skyldigheder mod denne Kirke, henvistes til den ældre Christenret; – ligeledes at Kongebreve i Anledning af Striden om Kirkegodsets Bestyrelse paa Island erklærede den Christenret, som gjaldt i Kong Haakons og Erkebiskop Sigurds Dage, for at være den, efter hvilken man havde at rette sig. Dette var dog altsammen kun at betragte som eensidige Bestemmelser af den verdslige Statsmagt, hvilke først da fik fuld Gyldighed, naar de tiltraadtes af den norske Kirke gjennem dennes lovlig valgte Formand, Erkebiskoppen af Nidaros. Den stolte Erkebiskop Jorund har ganske vist kun saare nødigen kunnet bekvemme sig til et saadant Skridt; – men det beviser, hvor mislig han nu maa have anseet Hierarchiets Stilling for at være ligeoverfor Kongedømmet, da han dog fandt sig deri. Under 14de Mai 1290 udstedte Kong Erik og Hertug Haakon et Brev fra Bergen, hvori de, efter en Indledning, der omtaler, at lige siden deres Regjeringstiltrædelse Almuen ideligen har klaget over de Tyngsler i Tiender og andre nye Bestemmelser, som Provster og andre lærde Mænd (Geistlige) havde paabyrdet dem mod gammel Sedvane, – kundgjøre, at de ere komne overeens med Erkebiskop Jørund og de øvrige Biskopper i Landet om, at den gamle Christendomsbolk, som gjaldt for Foreningen i Tunsberg, skal staa ved Magt med Hensyn til Tiendeydelse og Bøder og alt andet Geistligheden tilkommende. Herhos opfordres alt Folket, af hvad Stand og Verdighed hver er, til at gjøre den hellige Kirke og Geistligheden Ret; men det bydes ogsaa de haandgangne Mænd nøie at paasee, at intet yderligere paalægges Almuen, end Kongen og Biskopperne nu have samtykket[1].
Vist nok erklæres ikke i dette Brev, ligesaalidt somt det ovenomtalte ældre af 1283, den tunsbergske Forening udtrykkeligen for ophævet; men naar man betænker, at den i Gjerningen allerede tidligere var tilsidesat i flere af sine Hovedpunkter, og at der her intet Forbehold er gjort med Hensyn til dens eller den derpaa byggede nye Christenrets Lovgyldighed i nogetsomhelst Stykke, – saa tør man vist nok ansee
- ↑ N. g. L. III. 17 f.
