ret ugunstig stemt mod Kirken og dens Forstandere, men tvertom heldet til Eftergivenhed og stræbt at bringe Orden tilbage i de forvirrede Forhold. „Han raadede nu – heder det ved denne Tid om ham – meer end før, og hvad han bestemte, syntes alt at være Folk til Lindring“[1]. Men hvorledes end Kongens personlige Stemning kunde være, saa fik denne ikke altid gjort sig gjældende for de raadende Stormænd. Disse havde som hans Raadgivere og Landsstyrelsens Ihændehavere i hans yngre Aar erhvervet et Herredømme over ham, som han gjennem sit hele Liv aldrig synes ret at have kunnet afkaste, deels maaskee fordi han følte sig at skylde dem Taknemmelighed for udviist Troskab under farlige Omstændigheder, deels maaskee ogsaa, og det mest, paa Grund af en vis godmodig Svaghed i Karakteren, der lod ham meer end tilbørligt paavirkes af enhver kraftig Personlighed, som optraadte i hans nærmeste Omgivelse. Herom vidner netop hans Forhold til Biskop Arne under dennes Ophold i Norge 1288–1291, ligesom ogsaa hans Yttring til Erkebiskop Jørund, da denne engang ved given Leilighed spurgte ham, om han virkelig havde bildet Rafn Oddssøn at handle i den islandske Kirkesag som han gjorde. Kongen svarede nemlig, som for at undskylde sig selv, „at man (de verdslige Stormænd) vendte hans Breve efter egen Villie“[2]. Kong Erik viser sig overhovedet i Kampen mellem Stat og Kirke ingenlunde som den kraftige Styrer, hvortil nyere Historikere i Almindelighed have villet gjøre ham, som den urokkelige Forsvarer af Kongedømmets Ret imod det anmassende Hierarchies Overgreb; – han viser sig heller som en vakklende Aand, der maaskee endog kunde have været i Stand til at indrømme alle Biskoppernes Fordringer, hvis det havde lykkets disse at fortrænge en Bjarne Erlingssøn, en Audun Hugleikssøn, en Alf Erlingssøn og lignende Mænd af hans Raad og nærmeste Omgivelse og selv indtage deres Plads Det var utvivlsomt de mægtige Lendermænd, der i Virkeligheden styrede Norge i Kong Eriks Tid, og det var dem, som væsentlig opretholdt Kongedømmets Verdighed imod det paatrængende Hierarchi og tilbageviste dette inden rimelige Skranker; medens man neppe kan tilregne Kongen selv meer end maaskee en forsonende Meglers Virksomhed mellem de ophidsede Yderligheder – en Fortjeneste, som imidlertid ogsaa tilfulde bor paaskjønnes.
Ligesom Erkebiskop Jon og Biskop Arne, saaledes indsaa ogsaa Erkebiskop Jørund fuldt vel denne Sagernes sande Stilling, og det var, som allerede viist, mod Magthaverne blandt Norges Lendermænd og verdslige Høvdinger, ikke mod Kongen selv, han rettede sine Revselser. Men medens han ved at forfølge hine med Kirkens Straffe stræbte at opretholde i det mindste Skinnet af den kirkelige Myndig-
