men paa mødrene Side af islandsk Æt, der ogsaa havde været blandt Erkebiskoppens Forfølgere, men nu var af Kongen udnævnt til Lagmand paa Island. Disse tvende Herrer, Rafn og Erlend, medbragte Kongebreve til Gunst før Lægfolket imod Biskopperne. Alt det Kirkegods, som uretfærdigen var frataget Lægmænd, skulde gjengives disse; og den Christenret skulde gjælde, som var i Kong Haakons og Erkebiskop Sigurds Dage. Kirken skulde altsaa paa Island, ligesaavel som i Norge, sættes tilbage i den Stilling, hvori den befandt sig for Kong Magnus Haakonssøns Regjeringstiltrædelse Den slu Biskop Jørund af Hole bøiede sig strax for Magten; men Arne besluttede efter nogen Vaklen at forsvare Kirkens Rettigheder til det Yderste, i hvor truende end Forholdene for Øieblikket viste sig[1].
Nu udspandt sig en Række af Tvistigheder mellem Biskop Arne paa den ene Side og Kongsmændene med Rafn Oddssøn i Spidsen paa den anden. Flere Gange kom det vel til Forlig mellem begge Parter, men Forliget brødes igjen, da det altid viste sig, at Biskop Arne udtydede Betingelserne før meget til Kirkens Fordeel og kom tilbage til sine gamle Fordringer paa Skattefrihed og den udelukkende Bestyrelse af Kirkegodset. Hvad der undertiden bragte ham til at give en Smule efter før sine Modstandere, var aabenbare kun Ønsket om at faa Tvistemnets Afgjørelse udtrukket, indtil den norske Kirke igjen havde faaet en Erkebiskop, i hvem han kunde finde en Støtte. Og herpaa lagde Arne i Grunden heller ikke Dølgsmaal; thi han fornegtede aldrig sit djærve, aabne Sindelag, der vandt ham selv hans Modstanderes Agtelse, medens disse langt fra ikke nærede en lignende for den underfundige Biskop Jørund af Hole, uagtet al dennes tilsyneladende Eftergivenhed og Føielighed. Rafn pleiede sammenligne Arne med en Bjørn, Jorund derimod med en slu Ræv. I 1285 og 1286 blev endelig Tvisten saa voldsom, at Kongsmændene gjentagende aabenlydt truede med at lade Arne vederfares samme Behandling, som var bleven Erkebiskop Jon til Deel i Norge: at man vilde overdrage Bestyrelsen af Biskopsstolens Gods til Lægmænd, forbyde hans Visitatsreiser og dømme dem utlæge, som han satte over Kirkegodset imod Kongens Brev. Hvad der for det første udhalede Opfyldelsen af denne Trudsel, var deels Rafn Oddssøns Betænkelighed ved at lade Sagen skride saa yderlig, og deels Biskop Arnes bestemte Erklæring, at han for sin Part vilde holde sig rolig indtil Kongens og den vordende Erkebiskops Dom kunde afgjøre Tvisten.
Imidlertid var, som allerede fortalt, en noget mildere Stemning mod Geistligheden indtraadt hos Rigsstyrelsen i Norge, og man gjorde sig her alvorlig Umage for at faa den ledige Erkestol igjen besat.
- ↑ Bp. Arnes S. c. 26–27, 30, 32–36.
