deligt Bifald. Lodin greb da til et andet Middel. Han tog af Arnes Indvendinger Anledning til at bringe Tienden paa Bane og at skildre dennes Ubillighed, saaledes som den ydedes paa Island. Herved lykkedes det ham at drage største Parten af Lægfolket bort fra Biskoppen og i det Hele at splitte Modstandskraften. Udfaldet blev som han kunde ønske. Lovbogen blev antagen paa enkelte Kapitler nær, som de haandgangne Mænd vilde lade henstaa til Kongens og Erkebiskoppens nærmere Betænkning, og hele Almuen gav sit Samtykke ved Haandtag foruden ni Mænd med Biskoppens Søstersøn i Spidsen, hvilke vedbleve sin Negtelse. Saaledes blev da, trods Biskop Arnes Indsigelser, den nye Lovbog vedtagen, hvilken kaldtes Jonsbog (Jónsbók) efter Lagmanden Jon Einarssøn, som overbragte den fra Norge.
Dette var i sig selv et tungt Slag for Biskop Arne, og endnu tungere blev det ved den Heftighed og Bitterhed, hvormed Hr. Lodin forfulgte Lopt Helgessøn og de øvrige Bønder, som havde modsat sig Lovbogen til det Sidste, idet han kaldte dem Høiforrædere og stevnede dem til Norge. Biskoppen kunde med Nød skaffe dem uforkrænkede bort fra Thinget i sit eget Følge, og maatte finde sig i, at de for at blive tagne til Fred af Lodin, maatte give sin Sag under Kongens Dom, og Lopt love at drage til Norge. Enkelte af de islandske Stormænd saa med Glæde Uvenskabet mellem Biskoppen og Lodin; men flere vare dog de, og blandt dem Hr. Rafn Oddssøn, som ønskede at styre til Rette mellem dem. Dette lykkedes ogsaa nogenlunde, idet endelig hver gav noget efter fra sin Side, og de skiltes som Venner.
Ved Lodins Fremfærd var imidlertid de norske Magthaveres Stemning mod Geistligheden bleven bekjendt paa Island, og Biskop Arnes Fiender blandt de islandske Høvdinger, som nu troede sig at have en Rygstød i Kong Erik og hans Raad, betænkte sig ikke længer paa at give sit Had mod Biskoppen frit Løb. I Spidsen for dennes Modstandere traadte nu Hr. Asgrim Thorsteinssøn, Kongens Sysselmand over en Deel af Islands søndre Fjerding. Han fordrede Skat og Thingfarekjøb af Biskoppens Husfolk i Skaalholt og tvang dem til at betale trods deres Herres Forbud. Asgrim tvang ogsaa Lopt Helgessøn, der gjærne vilde unddrage sig fra Reisen til Norge, til at fare didhen, og beredte ham ved sine Skrivelser til Kongens Raad den uvenskabeligste Modtagelse, uagtet Biskop Arne havde anbefalet ham til Kongen selv. Dette Medhold, som Hr. Asgrim fik i Norge, gjorde ham naturligviis end mere overmodig i sin Opførsel mod Biskoppen. Bedre blev det ikke, da Hr. Rafn Oddssøn i 1283 kom tilbage til Island, efterat han det foregaaende Aar havde opholdt sig i Norge og der taget virksom Deel i Forfølgelsen mod Erkebiskop Jon. Med ham fulgte Hr. Erlend Olafssøn, kaldet hin Sterke, norsk af Fødsel,
