heder. Af alle Erkebiskop Jons Lydbiskopper synes overhovedet ingen saa inderligen som Arne at have tilegnet sig sin Metropolitans Aand, eller saa klart at have opfattet det hele Stridsemnes Grundlag, eller saa stadigen og sikkert at have forfulgt den engang udpegede og betraadte Vei.
Arne havde, som forhen fortalt, tilligemed Biskop Jørund af Hole været tilstede paa Provinsialconciliet i Bergen 1280 og deeltaget i de der forefaldende Forhandlinger. Han vendte strax efter dets Slutning tilbage til Island, vistnok med en Forudfølelse af den Storm, som vilde reise sig mod Erkebiskoppen, men neppe af den Voldsomhed, til hvilken denne Storm vilde stige, eller den for Kirkens Sag uheldige Vending, den vilde medføre. Kort efter hans Hjemkomst indtraf ogsaa til Island den norske Rigsstyrelses Udsendinge, Ridderen Hr. Lodin Lepp og den islandske Lagmand Jon Einarssøn, med et dobbelt Erinde. De skulde nemlig først og fremst modtage Islændingernes Troskabsed til Kong Erik og Hertug Haakon, og dernæst saa lovtaget heel og holden og i fuldt udarbeidet Stand den nye islandske Lovbog, af hvilken hidtil, saavidt skjønnes, kun enkelte Afdelinger efterhaanden paa Althinget vare vedtagne. Det sidste Erinde maatte udsættes til næste Aars Althing, da Sendemændene først kom ud, efterat Althinget for 1280 var sluttet; derimod gjennemreiste de Øen om Høsten og den følgende Vaar og modtoge Folkets Troskabsed. Heri mødte de ingen Vanskelighed, saameget mindre som Biskop Arne, sine gamle Grundsætninger tro, tog sig af den Sag med Varme. Indførelsen af den nye Lovbog gik derimod ikke let. Folket, som i Løbet af Vinteren havde Anledning til at gjøre sig bekjendt med den, fandt den ikke i alle Maader stemmende med sin Tarv, og Geistligheden, ledet af Biskop Arne, havde især meget at udsætte paa den, navnligen paa den Ret, den medgav Lagmændene, at dømme ogsaa i geistlige Sager. Den almindelige Mening var, at man ei skulde antage Lovbogen ganske uforandret, og man optegnede de Punkter man ei vilde samtykke.
Paa Althinget om Sommeren 1281 deelte Lovbogens Modstandere sig i tre Partier: Geistligheden med Biskop Arne som Ordfører, – Bønderne, der i Grunden ogsaa lededes af Biskoppen igjennem dennes Søstersøn, Lopt Helgessøn, – og endelig de haandgangne Mænd, der dog meer end de tvende andre Partier synes at have heldet til Kongens Side. Alle fremsatte de i Lagretten sine Indvendinger mod Lovbogen. Den stolte og heftige Lodin vilde først tilbagetrænge Modstanden med store og truende Ord. Men dette lykkedes ikke, især da Biskop Arne beraabte sig paa Erkebiskoppens Brev, udfærdiget paa Conciliet i Bergen, hvori det udtrykkelig forbødes at antage visse af Lovbogens Bestemmelser, – og Almuen gav Biskoppens Paastand ly-
