ende ledig. Dog synes nu alle geistlige Forretninger igjen at være komne i sin ordentlige Gang, og Biskop Andreas af Oslo, som den ældste i Embedet af Norges Biskopper, forrettede under Erkesædets Ledighed de Ordinationer, som af Erkebiskoppen ellers skulde udføres. Han indviede saaledes i 1286 Jørund til Biskop af Hamar efter Thorfinn og Dolgfinn til Biskop af Orknøerne, hvis Biskop Peter var død i 1284[1]. Dette viser, at Andreas maa være tagen fuldkommen til Naade igjen af Kongen. Han døde ikke længe efter den 2den Mai 1287. Kort i Forveien, den 26de Marts samme Aar, døde Kongens Moder, Dronning Ingebjørg[2], der under sin Søn havde taget saa virksom Deel i Rigsstyrelsen i det Hele og navnligen i Modstanden mod Erkebiskop Jon og hans Tilhængere. Det synes, som om hun af denne Grund en Tid har været belagt med Interdikt i Lighed med flere af Kongens fornemste Raadgivere[3].
Et nyt Forsøg var imidlertid gjort paa at faa Erkestolen i Nidaros besat. Da Biskop Narves Valg, som nys fortalt, af de pavelige Befuldmægtigede var forkastet, og disse ifølge En Fuldmagt havde paalagt Nidaros’s Kapitel at skride til et nyt Valg, saa kaaredes i 1286 eenstemmigen en vis Eindride (Arnessøn?)[4]. Denne var selv nidarosisk Chorsbroder; men var efter Stridens Udbrud mellem Kongens Raad og Erkebiskop Jon, som en ivrig Tilhænger af den sidste, flygtet fra Norge og havde siden opholdt sig i Bologna i Italien. Mod dette Valg satte sig, som man let kan tænke, Kongens Raadgivere alle som een, og de lode forstaa, at Eindride vilde komme til at fare samme Vei som Erkebiskop Jon. Alligevel sendte Chorsbrødrene fire af sin Midte, den føromtalte Sighvat (Lande) Vigfussøn[5] og Audun (Røde) Thorbergssøn[6] samt Jon (Elg?) og Thorer, for at frembære Valgdekretet og erholde dets Stadfæstelse af det apostoliske Sæde. Der meddeeltes derhos disse Udsendinge Myndighed til, saafremt Eindride ikke modtog Valget, eller dette af anden Grund blev forkastet, da at vælge eller postulere til Erkebiskop enten en af sin egen Midte eller en anden, som dem syntes mest skikket. De henvendte sig naturligviis først til Eindride. Men denne kjendte Stemningen hos de Raadende i Norge og afslog klogeligen Valget. Da droge Sendemændene til Rom, foreholdt Pave Honorius den farlige Stilling, hvori den norske Kirke befandt sig, bade ham forsørge den med en vel skikket Hyrde, og udpegede for ham som en saadan Jørund, der Aaret forud var bleven viet til Biskop af Hamar. Deres (og især – som man i Norge troede – Sighvats)
