Stilling. Nu gjentog Honorius IV sin Formands Begjæring om hiint Forbuds Ophævelse og udnævnte tillige under 1ste November 1285 sin Kapellan Huguitio til Overindsamler af Pavetienden i de tre nordiske Riger og meddeelte ham Fuldmagt til at bansætte alle dem, især Geistlige, som lagde ham Hindringer i Gorm i hans Hverv[1]. Huguitios Sendelse var aabenbare fortrinsviis rettet paa Norge, og han kom did i 1286. For Kong Erik og dennes Raadgivere synes den hele Sag angaaende Pavetienden at have været af underordnet Betydning, da det ikke længer gjaldt om at benytte den som et Tvangsmiddel mod Geistligheden og den romerske Stol. Nu da den norske Geistlighed var ydmyget, og Paven viste en forsonlig Stemning, var der ikke meer nogen Grund til at forholde ham en Indtægt, som væsentlig og nærmest gik af den norske Kirkes egen Kasse. Huguitio og den norske Styrelse kom derfor, som det lader, let og hastig til Enighed. De allerede indsamlede Penge forsendtes til Florents, og Inddrivelsen af det Tilbagestaaende paaskyndedes. Den hele Sum, som i denne Tiende udgik fra Norge, skal have udgjort 2314 Mark reent Sølv. Huguitio opholdt sig i længere Tid i Norge, og maa udentvivl have staaet sig godt med Kongen, da man finder, at denne senere benyttede ham i sine Underhandlinger med fremmede Magter[2].
Under den nu raadende Stemning, da den norske Geistlighed var forknyt over sit Nederlag, Kongedømmet maadeholdende i Benyttelsen af sin Seier, og Paven endelig ligegyldig for den norske Kirkes høiere Fordele, naar han blot fik sine Pengekrav opfyldte, – kunde en Ordning af Kirkens forstyrrede Anliggender, og denne Gang til Gunst for Kongedømmet, ikke længer synes saa vanskelig. Men dertil udfordredes nødvendig, at det norske Erkesæde atter blev besat, før at nemlig de Bestemmelser Kirken vedkommende, hvorom den verdslige og geistlige Magt enedes, kunde erholde et fuldkommen lovligt Præg. Heri viste sig imidlertid en Kunde, som ikke var saa let at løse. En Erkebiskop, der kunde finde Gunst før begge Partiers Øine, og hvem man fra begge Sider tiltroede Klogskab og Kraft nok til at skikke sig i de nærværende vanskelige Omstændigheder, og til at bringe Kirkens Tarv i Samklang med Kongedømmets og Lægfolkets Fordringer, – en saadan Erkebiskop var ikke strax at opdrive. Mange høiere Prælater fandtes der vel heller ikke i Norge, som med de nærmest forudgaaende Begivenheder for Øie kunde føle Lyst og Kald til at træde i den norske Kirkes Spidse.
Først valgte Nidaros’s Kapitel i 1284, efterat Erkestolen havde staaet ledig i henved to Aar, eenstemmigen Biskop Narve af Bergen.
