Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 2.djvu/63

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Franskmanden Martinus IV, som imidlertid synes at have havt altformeget at skaffe med de daværende sicilianske Uroligheder, der truede med at omstyrte hans Landsmænds, de Franskes Herredømme i Nedre-Italien, til at kunne alvorlig tage sig af den norske Kirkes Anliggender.

For Martinus var det, at de to landflygtige norske Biskopper Andreas af Oslo og Thorfinn af Hamar fremstillede sig for at søge Beskyttelse mod Kongedømmets Overgreb i Norge. Men hvad enten nu Paven har frygtet for at sætte sine egne Indtægter fra Norge paa Spil ved en streng Fremgangsmaade mod den norske Konge, eller det har lykkets dennes Udsendinge at fremstille Erkebiskop Jons Sag for Paven i et mindre gunstigt Lys, – nok er det, at de norske Biskopper udvirkede af ham, istedetfor hvad man skulde have ventet, en tordnende Banbulle, ikkun en saare lemfældig Formaningsskrivelse til den norske Konge[1], – og det endog først efter et Par Aars Ophold i Rom. Udstedelsen af denne Formaningsskrivelse blev atter forsinket, da Pave Martinus døde pludseligen den 29de Marts 1285, før den var færdig fra det pavelige Kanselli, og en ny Paves Valg maatte opbies, før den kunde afgaa. Da Honorius IV var valgt den næst paafølgende 2den April, blev endelig Skrivelsen af ham vedtagen og afsendtes med Biskop Andreas. Biskop Thorfinn, som rimeligviis forlængst mistvivlede om nogen virksom Hjælp fra den pavelige Kurie, havde allerede det foregaaende Aar givet sig paa Hjemveien, udentvivl for at ty til sin Konges Naade; men han kom ikke længer end til Flandern, hvor han døde i Cistercienser-Klosteret Doest den 8de Januar 1285, efterat han sammesteds den 22de August i foregaaende Aar havde gjort sit Testamente[2]. Biskop Andreas kom lykkelig til Norge med Pavens Formaningsskrivelse. Han synes uden Vanskelighed at være bleven tagen til Forlig af Kongen, hvorpaa han igjen overtog sin Biskopsstol og holdt sig siden rolig[3].

Hvad Pave Honorius IV angaar, da synes det at have været ham, ligesom hans Formand Martinus, meer magtpaaliggende at faa sine tilbageholdte Indtægter af Norge, end at styre til Rette i Striden der mellem Kirke og Stat. De kongelige Raadgiveres Forbud i Aaret 1280 mod Opkjøb af Sølv og dets Udførsel fra Norge havde standset Forsendelsen af den indsamlede Tiende til det hellige Lands Undsætning, og Pave Martinus havde forgjæves i flere Skrivelser beklaget sig herover og forlangt Forbudets Ophævelse[4]. Ved den befuldmægtigede Indsamlers, Erkebiskop Jons, Død var denne for Pavens Skatkammer ikke uvigtige Sag kommen i en endnu misligere

  1. Skrivelsen findes paa Norsk hos Finn Joh. I. 404–410.
  2. Suhm D. H. X. 1026–1028.
  3. Isl. Ann. 160; Bp. Arnes S. c. 54; Suhm D. H. X. 908–910.
  4. N. Dipl. I. 63–66.