Opbrusningen i Folkets Sind kunde nemlig ikke med Eet lægge sig, og de Angreb, som mange Lægmænd, under Skin af at forfegte Kongedømmets Sag, imod Ret og Billighed, vistnok og af egennyttige Hensyn, havde tilladt sig mod Kirkens Ejendomme og Personer, fortsattes udentvivl endnu en Stund, efter at Seieren havde erklæret sig for Kongepartiet.
Nidaros’s Erkestol maatte ganske naturligt i denne Henseende være mest udsat, deels paa Grund af Styrelsens Had mod Erkebiskoppen, og deels paa Grund af dens Forsvarsløshed efter hans Flugt og paafølgende Død. For at raade Bod herpaa blev et Beskyttelsesbrev af Kongen og Hertugen udstedt i Bergen 1283, hvorved begge Fyrster tog Nidaros’s Kirke, dens Chorsbrødre og al dens Ejendom, fast og løs, under sit Vern, idet de forbøde enhver uvedkommende at forgribe sig paa Kirkens Gods, for hvilket Chorsbrødrene havde at raade, saa længe indtil Gud gav en ny Erkebiskop Derhos paabøde de Alle, „at de skulde være skaansomme og velvillige mod de Geistlige og lade disse rigtig erholde sine Tiender og øvrige Rettigheder, eftersom gammel Christenret vidner“[1]. Dette var allerede under de nærværende Omstændigheder en vigtig og betydningsfuld Meningsyttring fra Styrelsens Side. Den tilkjendegav herved, at den erkjendte og overtog sin Skyldighed, at verne om Kirken i verdslig Henseende, og at føre Landsfolket tilbage til Iagttagelse af Kirkens Ret; – men ogsaa ved Siden heraf, at denne Ret ikke skulde være den, som ved Tunsbergs-Foreningen og de i Kong Magnus’s Regjeringstid fattede Bestemmelser var opstillet, men den, som den ældre før Magnus’s Tid gjældende Christenret medgav. Styrelsen forkyndte altsaa tydeligen, at den vendte tilbage til den Kirkeorden, som bestod i Kong Haakon Haakonssøns Dage, og vilde have den baade fra Geistlighedens og fra Lægfolkets Side overholdt. Geistligheden var i sin overvundne Stilling ude af Stand til herimod at gjøre nogen Indsigelse, og dens Modstandere af Lægfolket fandt sig udentvivl ved hiin Erklæring tilfredsstillede. Rimeligt er det ogsaa, at mange af disse sidste, da deres første Ophidselse havde givet Rum for roligere Eftertanke, selv have følt sig ængstede i sin Samvittighed over den Haardhed, de havde udviist mod Landskirkens Hoved, og den Forvirring, de havde afstedkommet i Kirkens Stilling, og at denne Stemning har opfordret dem til kraftigen at arbeide imod videre Udskeielser fra Lægfolkets Side.
Hertil har det ganske vist og bidraget Sit, at forskjellige Ulykker paa denne Tid rammede baade Landet og Kongen, hvilke troligen mange flere end blot Erkebiskoppens Venner og Tilhængere have anseet og fremstillet som en guddommelig Straf for den Uskaansomhed,
- ↑ N. Dipl II. 20.
