Prioren af Elgesæter, hvilke medforseglede det herover optagne Vidnesbyrd[1].
Dette Skridt af Erkebiskoppen maa imidlertid have viist sig frugtesløst; thi kort efter finder man, at han virkelig lyste Hr. Halkel i Ban[2], og Hr. Jon Brynjulfssøn seer man i det Følgende optræde blandt Erkebiskoppens virksommeste Modstandere. Man synes dog endnu fra begge Sider at have næret nogen Betænkelighed ved at lade Sagen komme til det Yderste, og saaledes led det endnu en god Stund ind i det følgende Aar, før Tvisten tog en afgjørende Vending.
Noget har det vel ogsaa bidraget til denne Henstand, at Kongens Raad i Begyndelsen af 1281 var sysselsat med at skaffe sin unge Herre et Giftermaal. Det var Margreta af Skotland, Kong Alexander III’s Datter, man udsaa til hans Brud. Ingen af de norske Biskopper vare herved Underhandlere. Hr. Bjarne Erlingssøn stod i Spidsen for Sendefærden, og som hans geistlige Ledsagere nævnes kun Biskop Peter af Orknøerne og Minoriter-Munken Mauricius. Kansleren Magister Bjarne (Bernhardus), som ogsaa fulgte med, havde maaskee ligeledes geistlig Vielse, men var i alle Fald ikke Erkebiskoppen og hans Parti god. Man maa heraf slutte, at Kongens Raadgivere ved denne Egteskabsunderhandling ikke har taget noget særdeles Hensyn til Erkebiskoppens og de i Norge værende Biskoppers Mening. Egteskabet kom i Stand. Bruden ankom til Norge den 14de August 1281, og kort efter holdtes Brylluppet i Bergen mellem den fjortenaarige Erik og den tyveaarige Margreta[3].
Kongens Bryllup samlede, som man let kan forestille sig, mange af Norges fornemste baade geistlige og verdslige Høvdinger i Bergen, og Erkebiskoppen selv var blandt dem. Det var imidlertid saalangt fra, at denne Sammenkomst mellem begge de stridende Partiers Hovedmænd tilveiebragte en Udsoning, at den meget meer fremkaldte et voldsomt og afgjørende Brud. Led selve Bryllupsgjestebudet viste der sig umiskjendelige Forbud herpaa. Da nemlig Erkebiskoppen blandt Bryllupsgjesterne saa den bansatte Halkel Ogmundssøn, erklærede han, at han ikke vilde deeltage i Gjestebudet, med mindre Halkel fjærnede sig; og denne maatte virkelig finde sig i at spise paa et andet Sted[4].
Men seirede end Erkebiskoppen i denne mindre vigtige Sag, saa kunde han dog ikke stoppe Munden paa Kongens Raadgivere i vigtigere Forhandlinger, hvortil Sammenkomsten gav Anledning Raadets Udbrud mod Geistlighedens Anmasselser bleve stedse heftigere og lydeligere, til Trods for alle Erkebiskoppens Advarsler og Trudsler; og til Slutning appellerede det paa Kongens Vegne til Paven. De verds-
