Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 2.djvu/53

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

ved ethvert Skridt, disse maatte foretage enten til at opretholde den allerede givne og af Landet vedtagne verdslige Lov i Stykker, som Kirken fandt stridende mod sine paastaaede særlige og almindelige Friheder, – eller til at give nye verdslige Lovbestemmelser, som ikke fandt Geistlighedens Bifald. At Kongens Raadgivere heri saa et utaaleligt Baand paa den verdslige Styrelse, kan ikke vække Forundring.

Erkebiskoppen har udentvivl troet sig saa meget meer opfordret til at istandbringe hine Conciliebestemmelser, som Raadet allerede i Kongens Navn havde ladet udgaa en vidtløftig Retterbod, indeholdende blandt flere hensigtsmæssige, reent verdslige Bestemmelser ogsaa nogle, som .ligefrem vedrørte Geistlighedens Forhold i Staten, og neppe kunde siges at være ganske stemmende med den tunsbergske Forenings hverken Aand eller Ord[1].

Saaledes fastsattes der, at kun de Prester skulde have Provstedømme (det vil sige: være Biskoppens Ombudsmænd til Søgsmaal af geistlige Sager og Opbørsel af hans Indtægter), som ei havde Sognekirker eller hørte lønligt Skriftemaal. – Skjønsomme og vederhæftige Bønder indensogns skulde have Tilsyn med Kirkegodset, dog med Sogneprestens Vidende, og gjøre aarligt Regnskab for Biskoppen, eller i hans Fravær for Chorsbrødrene. – Olafstolden skulde selges i det Kirkesogn, hvor den opbares, saafremt Opbærerne vilde selge den. – Haandgange Mænd, Prester og Biskopsmænd skulde gjøre Udfareleding og det saakaldte Skipafe ligesom Andre. – For Egteskab skulde tre Gange lyses i Kirken; de Børn, som efter saadan Lysning avledes, vare egtefødte, om end siden noget kunde komme for Dagen, der var hinderligt for Egteskabet. – Ingen skulde tvinges til ved Ed at love at egte den Kvinde, han før havde havt til Frille, om han end havde havt Samleie med hende efter at have gjort Skrift og Bod[2].

Alt dette var unegtelig Sager, som efter den tunsbergske Forening maatte betragtes som henhørende under Kirken, og hvorom efter Foreningens Aand den verdslige Styrelse ei kunde satte Bestemmelser. Men Tingen var ligefrem den, at Kongens Raadgivere slet ikke agtede Foreningen og kun søgte Leilighed til at omstyrte den; og fra dette vilde Erkebiskoppen skræmme dem ved Udfærdigelsen af de ovennævnte Conciliebestemmelser, og den deri indholdte Banstrudsel, der havde sin Hjemmel i den almindelige canoniske Ret.

Raadet var imidlertid nu efter Kroningens Fuldbyrdelse bestemt paa kraftig Modstand, og Kongemoderen Ingebjørg traadte med al sin naturlige Indflydelse over sin unge Søn ganske paa Raadets Side. Erkebiskoppens Ønske var først og fremst at saa afskaffet alle Lovbe-

  1. Kong Eriks store almindelige Retterbod, N. g. L. III. 3–11.
  2. N. g. L. III. 5.