redskirker lade oplæse de hellige Fædres (d. e. den canoniske Rets) Bestemmelser om de Tilfælde, der paadrage fuldkomment Ban; og disse ere: – Henfalden til ældre Kjætteri. – Opfindelse af nyt Kjætteri samt al Fortolkning og Sæm der ikke stemmer med hvad den hellige romerske Kirke fastsætter med Hensyn til Kirkens Sakramenter. – Tro paa Kjætteres Lære, eller Kjætteres Beskyttelse. – Benegtelse af den Sætning, at Roms Kirke er Christenhedens Hoved, hvem der skyldes almindelig Lydighed. – Vold mod Klerk eller Klostermand, eller Forsømmelse i at hjælpe ham i saadant Tilfælde. – Kirkens eller dens Klerkers ulovlige Betyngelse fra verdslige Høvdingers Side, ligesom Samtykke og 5istand hertil. – Udstedelse af Forordninger stridende mod Kirkens Frihed og Fred, eller Forsømmelse i at ophæve saadanne Forordninger, hvis de i Lovbøgerne findes, eller Samtykke og Bistand til at saadanne Forordninger gjøres gjældende. „Men Kirkens Frihed – lægges her til – grunder sig paa de Privilegier, som deels ere den givne af selve Gud (som dens Ret til at løse og binde, dens Klerkers Ret over dens Ejendomme, dens Forstanderes Ret til at give Love i aandelige Ting og dømme derover, og mere andet), deels af Paven, deels ogsaa endelig af Keiseren“. Opbrændelse af Kirke eller helligt Sted eller Hus inden Kirkegaard eller i Kirkens Vern. – Forfalskning af Pavebrev, eller Hjælp hertil, eller vidende Benyttelse af saadant. – Tilførsel til Saracenerne af Krigsfornødenheder, eller Bistand ydet dem til at uro Jerusalem og de Christne. – Ran øvet mod romerske eller christne Kjøbmænd, eller Skibbrudnes Plyndring – Anvendelse af Tvang mod Biskop eller Klerk for at bringe dem til at løse Bansatte, eller gjenindsætte afsatte Geistlige, eller tillade Gudstjeneste paa Steder, der ligge under Interdikt. – Anvendelse af Tvang fra Lægmænds Side mod Klerker før at faa dem til at forkynde den Lov, at Kirkens faste ,Ejendomme skulle gives under Lægmænds Bestyrelse.
10. Endelig forkyndtes af Conciliet Ban over hver den, som søgte at vække Opstand mod Norges Konge Erik og hans Rige, eller med Ugjerninger eller Svig at forstyrre dets Fred[1].
Man ser lettelig, at den allerstørste Deel af disse Conciliebestemmelser ere rettede paa at sikkre den norske Kirke Overholdelsen af den tunsbergske Forening fra Kongedømmets Side, ved nemlig at fremstille dens vigtigste Artikler – og det endogsaa i den videste Fortolkning, Kirken til sin Fordeel formaaede at give dem – som Forskrifter, der vare grundede i den almindelige romerske Kirkelov, og hvis Overtrædelse ifølge denne belagdes med Kirkens Ban. Dette opstilles øiensynlig som et Skræmmemiddel mod Kongens Raadgivere
- ↑ N. g. L. III. 229–237.
