Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 2.djvu/51

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

var til Sinds i det Enkelte at indrømme, hvad det i almindelige ubestemte Udtryk havde lovet, og ladet Kongen love. Erkebiskoppen skød uventet ved Grændsen for sine seierrige Fremskridt, og mødte pludselig en afgjort Modstand i alle sine hierarchiske Planer.

Hvad der ganske vist har bidraget meget til at aabne Kongens Raadgiveres Øine for disse Planers Farlighed, og til at gjøre dem Nødvendigheden af en hastig og kraftig Modstand indlysende, var udentvivl Kundskaben om de Bestemmelser, som Erkebiskoppen paa det forsamlede Provinsialconcilium tilligemed de tilstedeværende før nævnte Biskopper[1] havde vedtaget, og hvortil han aldeles ikke synes at have bekymret sig om at indhente den verdslige Styrelses Samtykke. De angik Kirkens Ban og opstillede de Tilfælde, i hvilke dette indtraadte, baade efter ældre Bestemmelser Norge særligen vedkommende, og i Almindelighed ifølge den canoniske Ret. Bestemmelserne ere mærkelige:

1. Kardinal Vilhelms Forordning fornyes, at hver som forgriber sig paa Andens faste Ejendom og drager den under sig med Vold, skal være i Ban; hvortil føies, at hvis Kirken eller Geistlige heri forurettes, da hører Sagen under Kirkens Dom.

2. Alle, der med ond Villie nedbryde den hellige Kirkes Rettigheder i Nidaros Provins, ere bansatte.

3. Sagsøgninger og Domme maa ei foregaa paa Søndage eller Helligdage under Straf af tre Maaneders Forbud (Interdikt).

4. Kirkerne maa ikke benyttes som Opbevaringssteder for Verdsliges Gods uden i Nødstilfælde som Ufred eller Ildsvaade; Overhørige og Modvillige i denne Heenseende falde i Forbud.

5. Den som ikke holder offentligt Bryllup inden 1 Aar og 3 Maaneder efter Egteskabs Indgaaelse, skal være i Forbud indtil han har givet Opreisning.

6. Hvilken Lægmand, der befatter sig med Afgjørelsen af Retssager henhørende under Kirkens Dom ifølge den mellem Kongedømmet og Kirken afsluttede Forening, eller drager slige Sager eller Geistlige for verdslig Dom, falder i Ban.

7. Hvo, som handler imod den Bestemmelse i Foreningen, at Geistligheden og dens Tjenere ere undtagne fra kongelige Forbud, falder i Ban, indtil Opreisning gives.

8. Ligesaa den, som berøver Kirkens eller Geistlighedens Arbeidsfolk og Tjenestefolk deres Frihed ved at paalægge dem en eller anden almindelig Skyldighed, eller hindre deres Færd.

9. Biskopperne skulle, til Forebyggelse af at Nogen uvidende skal falde i Bansstraf, aarligen ved alle Biskopsstole og i de største He-

  1. Markus af Suderøerne nævnes dog ikke blandt Udstederne.