Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 2.djvu/44

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

hed mod Stevninger i Kjøbstæderne. Han bestemte endelig nærmere Erkebiskoppens Myntret, og indrømmede ham Ledingsfrihed for de Arbeidsfolk, han stadigen havde i sin Gaard og til Christkirkens Bygning[1]. Magnus synes overhovedet nu at have villet gjøre alt, hvad der stod i hans Magt, før at befæste den sluttede Forening og bortrydde al Grund til Klage fra Geistlighedens Side. Han vilde, idet han paa den ene Side opretholdt Kongedømmet i dets fuldkomne Frihed, paa den anden knytte Kirkens Forstandere til det ved Fordelens og Taknemmelighedens Baand, saaledes at al Spending mellem begge. Magter før Fremtiden kunde være hævet. Magnus’s Mening var god, men hans Bestræbelser viste sig dog til Slutning at være frugtesløse.

53.
Erkebiskop Jons Virksomhed i Kong Magnus’s sidste Regjeringsaar. Kong Magnus Haakonssøns Død.


To Biskopsstole vare ved denne Tid ledige i Norge: Bergens ved Biskop Askatins Død 1277, og Hamars ved Biskop Gilleberts Død. Disse bleve begge, som forhen omtalt, besatte i 1278: Bergens med Narve, Munk af Prædikebrødrenes Orden, og Hamars med Thorfinn. I Anledning af den sidstes Valg kom igjen den gamle Tvist mellem Oslos og Hamars Biskopsstole paa Bane, idet den førstnævnte paastod sig berettiget til at have Indseende med Biskopsvalget i Hamar. Erkebiskop Jon dømte heri paa Tunsbergs Slot til Fordeel for Hamars Stol og paalagde Oslos Biskop og Kapitel evig Taushed[2]. Ved Foreningen til Tunsberg syntes Veien banet for Erkebiskoppen til at bringe en norsk Christenret i Stand, stemmende med hans og Geistlighedens Fordringer. Al væsentlig Modstand fra den verdslige Magts Side var for Øieblikket forstummet baade i Norge og paa Island. De kongelige Sendemænd til sidstnævnte Ø havde Kongens Bud: at vise Eftergivenhed mod Biskop Arne og gjøre denne Indrømmelser med Hensyn til Søgsmaal af geistlige Sager; og Biskoppen viste igjen sin Erkjendtlighed ved at arbeide med Iver for Gjennemdrivelsen af Kongens verdslige Forordninger og Lovforslag[3]. Erkebiskoppen lød i Tide en Stevning udgaa til alle sin Provinses Biskopper, at møde til Bergen i 1280 til et Provinsialconcilium[4], og paa dette var det aabenbare hans Hensigt at fuld-

  1. N. g. L. II. 481–483.
  2. Suhm D. H. X. 779 (eft. Barth. Mscr. IV. E. 748–749); Br. af 21de Octbr. 1305, N. Dipl. I. 94.; jfr. o. f. s. I. 222.
  3. Bp. Arnes S. c. 20–22.
  4. Bp. Arnes S. c. 20.