fredse med den, maa man af senere Begivenheder slutte; og at mange af dem for Øieblikket samtykkede og beseglede den, var uden Tvivl meer en Følge af deres Hengivenhed for og Føielighed mod Kong Magnus, end af deres Overbevisning om Foreningens Billighed og Gavnlighed. Man finder, at Kong Magnus i dette samme Aar 1277, og maaskee paa dette samme Høvdingemøde i Tunsberg, har givet Lendermændene det nye Verdighedsnavn: Baroner (bárunar), og Hirdstyrerne (d. e. Hirdembedsmændene og Skutilsvendene) Verdighedsnavnet: Riddere (riddarar), og begge Klasser derhos Navn af Herrer[1]. Det er ikke urimeligt, at dette tildeels har været gjort for noget at mildne de verdslige Stormænds Stemning med Hensyn til de Begunstigelser, som i Foreningen vare Geistligheden og især Biskopperne indrømmede.
Meer Misstemning end selve Foreningen synes en i Forbindelse med samme mellem Kongen og Erkebiskoppen sluttet Overeenskomst om Tienden at have vakt. Tiendeydelsen bestemtes herved nøiere end tilforn og udstraktes saagodtsom til alle mulige Næringsgrene. Tiende skulde erlægges af al Slags Leie: navnligen af den Leie som opbares af Gaarde, Bryggerier, Møller, Skove, Bagerier, Badstuer, Saltkjedler, Net og Not, Skibe, Kreature; derhos af Uld af Udgangsfaar og af al Frugt, foruden hvad før havde været Brug, nemlig af al Slags Sæd, hvorunder ogsaa indbefattes: Rug og Hvede, Lin, Hamp, Næper og Erter, – samt endelig af Skreid, Sæler, Hvale, Haisisketran og af alslags Fisk[2]. At denne nye, udstrakte Tiendeydelse strax har vakt Uvillie, synes vise sig deraf, at i selve Bestemmelsen en Undtagelse maatte gjøres for Oplændingernes, Raumarikingernes og Soleyingernes Vedkommende, og deraf at Kongen, ved en særegen Skrivelse til Oplændingerne og Vikværingerne af 22de September 1277 fra Bergen, maatte paa en Maade bønfalde om, at man vilde underkaste sig den tunsbergske Tiendebestemmelse „for at en større Enighed mellem Lægfolk og Geistlige kunde opnaaes, end hidtil havde fundet Sted“[3].
Biskopperne søgte Kongen imidlertid at vinde fuldkommen ved endnu at strække sine Indrømmelser til dem videre, end allerede ved Foreningen var skeet. Ved et Brev fra Bergen af 13de September 1277 eftergav han blandt andet Erkebiskoppen den halve Bod, som i visse Tilfælde tilkom ham for Fredbrud beganget af Erkebiskoppens Mænd, og de øvrige Biskopper indrømmede han i lignende Sager halv Bod med sig, hvilken de efter Foreningen ikke havde Ret til. Ligeledes fastsatte han for Uvillighed i at møde paa Erkebiskoppens og Biskoppernes Stevninger samme Bod, som i Lovbogen var fastsat for Ulydig-
