eenskomst var istandbragt mellem Stat og Kirke om hvad der skulde gjælde. Han ansaa det nemlig for sit og Erkebiskoppens Kald og ei nogen Andens, at forordne Christenret og andre Love i Landet. Han yttrede imidlertid derhos, at det som skeet var vistnok var gjort i en god Mening. Med Hensyn til de Byrder, som Biskopperne sagdes at paalægge imod Ret og gammel Sedvane, forbød han Lægfolket at underkaste sig nogetsomhelst saadant, om end nok saa ringe, og bad dem heller indskyde sig under Kongen end indvilge det. Men med Hensyn til de frivillige Gaver til Korstoget, der blev prædiket efter Pavens Bud, erklærede han, at han var saa langt fra at ville forbyde saadant, at han meget meer vilde opmuntre dertil; kun at man ei bidrog, fordi man ansaa det for en Skyldighed, eller paa Grund af Tvang. Ligesaa syntes han vel om, at Enhver frivilligen gjorde Almisse for sin Sjæls Bedste, eftersom den guddommelige Naade indskjød ham. Nye Bestemmelser burde man imidlertid blot underkaste sig, forsaavidt de udgik fra Kongen. Vel udlagde Biskoppernes Tilhængere disse Kongens Yttringen som om de havde sin Grund deels deri, at han, saalænge Jorsalstienden stod paa, ikke vilde lade Folket paatrænge nye Udredelser, hvilke siden kunde blive anseede som Skyldighed, deels deri at han vilde afvendte en almindelig Overeenskomst mellem Kirken og Kongedømmet. Men Biskoppernes Modstandere saa Sagen anderledes og troede, at Fordelen nu begyndte at helde til deres Side. De lagde heller ikke Dølgsmaal paa denne sin Synsmaade, men gav den aabenbar Luft ved Sidehug til Biskop Arne for hans Nidkjærhed. Men Arne lod sig ikke herved forurolige, saameget mindre, som han til samme Tid modtog Breve fra Erkebiskoppen, hvori denne opfordrede Biskopperne til efter bedste Evne at opretholde Kirkens Ret; og desuden Kongen i andre Breve, der angik Islands Bestyrelse, omtalte Arne med den største Agtelse. En af Biskoppens ivrigste Modstandere, den ene af Islands Bestyrere, Thorvard Thorarinssøn, kunde heller ikke i sine Skrivelser til Kongen give ham andet end det bedste Vidnesbyrd i Alt hvad Kongedømmets Anliggender angik, skjønt han tillige yttrede, at hans Indflydelse hos Landsfolket var saa stor, at Kongens Mænd vanskelig kunde hamle op med ham[1].
Hvad her er sagt om Sagernes Gang paa Island giver et temmelig klart Indblik i Forholdene i selve Norge efter Erkebiskop Jons Hjemkomst fra Conciliet i Lyon. Man seer tydeligen, at Foreningen til Bergen fra Kongens Side har været betragtet som hævet, og det skimter derhos igjennem, at Norges verdslige Stormænd derover i Grunden have glædet sig; – thi de islandske Høvdingers Stemning
- ↑ Bp. Arnes S. c. 14–19.
