Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 2.djvu/38

52.

Stemningen i Norge og paa Island i Anledning ak Overeenskomsten til Bergen. Ny Overeenskomst til Tunsberg af 1277. Kongens Indrømmelser.

Efter Conciliet og Høvdingemødet i Bergen i 1273 og efter Afslutningen der af den foreløbige Overeenskomst, synes saavel Erkebiskoppen som alle hans Tilhængere at have været sikkre paa Kirkens Seier. Biskop Arne af Skaalholt havde derfor, efter sin Hjemkomst til Island, udarbeidet en Christendomsbolk bygget paa de Grundsætninger, hvorom han med Erkebiskoppen var bleven enig, og som denne agtede at benytte ved Udarbeidelsen af den almindelige norske Christenret; og ved sin store Indflydelse paa Islands Almue drev Arne virkelig igjennem, at denne Christendomsbolk om Sommeren 1275 blev lovtagen paa Althinget, dog med det Forbehold, at den kun skulde ansees for midlertidig, indtil Kongens og Erkebiskoppens Stadfæstelse blev given. Samme Sommer blev det almindelige Conciliums Beslutning med Hensyn til Korstogsprædiken og Geistlighedens Tiende til Jerusalems Undsætning bragt til Island, og Biskop Arne tog sig af begge Dele med sin sedvanlige Iver. Ved Korstogsprædiken bleve betydelige Gaver indsamlede, og Indkrævelsen af Geistlighedens Tiende blev ordnet for Islands Vedkommende. Mange, vel især blandt Landets Høvdinger, vare imidlertid misfornøiede med Biskop Arnes Fremfærd og misundte ham desuden hans store Indflydelse paa Landets Almue, ikke alene i geistlige men ogsaa i verdslige Anliggender. Da derfor om Hoften 1275 Christendomsbolkens betingede Antagelse indberettedes til Kongen og Erkebiskoppen, lod de Misfornøiede Kongen tillige underhaanden tilstille flere Klagepunkter mod Islands Biskopper. Disse forbød – hedte det – sine Husfolk at udrede de almindelige Skatte, paalagde Bønderne nye Afgifter og Byrder f. Ex. Madgaver, ja det var end ikke frit for, at man lagde Biskopperne til Last, at de fordrede Bidrag til det hellige Lands Undsætning, ikke alene Tiender af Kirkens Indkomster, men ogsaa Almisser af Lægfolket. Disse Klager vare vist nok for en stor Deel bevirkede derved, at de islandske verdslige Høvdinger vare komne under Veir med, at Foreningen til Bergen var bleven forstyrret, og som Følge deraf den gamle Misstemning mellem Kongedømmet og Kirken igjen indtraadt. Kong Magnus fandt det ogsaa nødvendigt, sit personlige Venskab for Biskop Arne uagtet, at laane Øre til de forebragte Klager. Han tog imidlertid Sagen med sit sedvanlige Maadehold og lod om Sommeren 1276 en Skrivelse udgaa til Islændingerne, hvori han paa en lempelig Maade søgte at styre til Rette i Tvisten. Han bad Almuen nøie betænke sig, for den indvilgede nogen Lov, som ikke Kongen selv forordnede, enten i det Geistlige eller Verdslige, saalænge ingen Over-